Social konditionalitet: Undgå at blive trukket i landbrugsstøtte

Fra årsskiftet bliver der indført nye regler om social konditionalitet for at modtage landbrugsstøtte.

Mange vil måske synes, at der allerede er nok at holde styr på i landbruget i dag, men til årsskiftet har endnu en regel sneget sig ind.

Fra og med starten af det nye år er social konditionalitet en del af de krav, der skal opfyldes for at modtage fuld landbrugsstøtte.

Ann Frost, miljø- og arbejdsmiljøkonsulent i Agrovi, forklarer her, hvad der er op og ned i reglerne.

- For at modtage landbrugsstøtte skal du som arbejdsgiver overholde kravene til blandt andet arbejdsmiljø og medarbejderes rettigheder. Kravene omfatter allerede gældende regler, så hvis du følger lovgivningen i dag, kræves der ikke ændringer, indleder Ann Frost og tilføjer:

- Hvis du måske synes, at ordet konditionalitet ikke ligger ligefor på tungen, så er du ikke den eneste. Begrebet dækker over konditioner eller betingelser, der i denne sammenhæng skal overholdes for at modtage landbrugsstøtte.

Overtrædelse medfører sanktion

Overtræder du kravene, vil du som udgangspunkt blive trukket 3 procent i støtten det pågældende år. Ved gentagne overtrædelser stiger sanktionen til 10 procent.

Som landmand skal man være opmærksom på både arbejdsmiljø, arbejdsvilkår og gennemsigtighed. I forhold til arbejdsmiljøet skal man sørge for, at sikkerheden er i orden, og at risici minimeres i det daglige arbejde.

Man skal endvidere skabe forudsigelige arbejdsvilkår, hvor medarbejderne skal have klare aftaler om arbejdsforhold – for eksempel i form af ansættelseskontrakter. Desuden skal regler og rettigheder være tydelige for dine ansatte.

- Landbruget er et af de mest risikofyldte erhverv i Danmark. Alene de seneste fem år har der været over 1.000 anmeldte arbejdsulykker årligt i sektoren, heraf cirka fem dødsulykker om året, fortæller Agrovi-konsulenten.

Hun gør slutteligt opmærksom på, at Landbrugsstyrelsen vil udføre både administrative og fysiske kontroller, og omkring 1 procent af støttemodtagerne vil blive kontrolleret årligt.

Fire fokuspunkter

Sådan overholder du reglerne om social konditionalitet.

1. Tjek arbejdsmiljøet

Sørg for at have din APV opdateret, så du får gennemgået bedriftens arbejdsforhold og mulige risici.

2. Involver dine medarbejdere

Sørg for, at alle ansatte er oplyst om sikkerhedsforanstaltninger og deres rettigheder.

3. Hold dig opdateret

Læs vejledningerne, når de bliver tilgængelige, og søg hjælp fra rådgivere, hvis du er i tvivl om reglerne.

4. Planlæg kontroller

Forbered dig på mulige kontroller fra Landbrugsstyrelsen og Arbejdstilsynet.

Læs også