Danish Crown stempler for alvor ind som markant udvikler af nye maskiner og robotløsninger. Ved selv at udvikle og patentere dem vil fødekoncernen vende automationsagendaen fra at være en udfordring til en konkurrencefordel.
For godt et år siden etablerede Danish Crown en afdeling, der på egen hånd skal udvikle ny teknologi og nye maskiner, som kan gøre automation til en konkurrencefordel for koncernen.
I slutningen af august søgte Danish Crown for første gang i over 20 år patent på en nyudviklet maskine, og historisk set har Danish Crown kun søgt patent fire gange i Danmark. Med endnu en ansøgning på trapperne er det et billede på, hvordan koncernen i fremtiden vil udvikle og beskytte sin egen viden og løsninger, skriver koncernen i en pressemeddelelse.
- Vores udenlandske kollegaer har en konkurrencefordel i form af lavere lønudgifter, og vi skal gøre automation til vores konkurrencefordel sammen med eksempelvis bæredygtighed. Det gør vi bedst ved at udvikle og patentere løsninger til de arbejdsopgaver, der løses lige så godt eller bedre med teknologi, så medarbejdernes kompetencer kan bruges der, hvor deres faglighed er uundværlig, siger Henrik Andersen, teknisk direktør i Danish Crown.
I det kommende år er der samlet set afsat over en milliard kroner af det samlede investeringsbudget på 2,2 milliarder kroner til modernisering af produktionsapparatet og ikke mindst opførslen af Danish Crowns nye fabrik i England, hvor automatisering er i højsædet.
Handelsselskab i DC leverer rekordresultater
Lette arbejdet
Af de andre større investeringer i automation i det kommende år kan blandt andet nævnes nye palleteringssystemer på fabrikkerne i Vejle og Horsens, som vil lette medarbejderne for nogle af de mest belastende arbejdsopgaver og samtidig gøre processerne mere effektive.
- Med investeringer i den nyeste automation tror vi på, at vi kan sætte vores produktion smartere sammen, øge vores konkurrenceevne og på samme tid skabe et bedre arbejdsmiljø. Det er enorme investeringsbeløb i et år, som sjældent har været sværere at forudsige, men for os giver det på alle måder god mening, siger Thomas Ahle, der er økonomichef i Danish Crown-koncernen.
Investeringerne er en hjørnesten i Danish Crowns Feeding the Future-strategi. Over en femårig periode frem mod 2026 er det planen at investere over ti milliarder kroner i produktionsapparatet.
De massive investeringer i automation puster automatisk til diskussionen om, at det reducerer antallet af arbejdspladser. Men skal man tro på et studie fra Aarhus Universitet i år, er det ikke nødvendigvis tilfældet. Studiet konkluderer, at virksomheder, der investerer i automation, over tid vil øge antallet af medarbejdere og hæve produktionsniveauet, modsat de virksomheder der ikke gør det.
Danish Crown mener heller ikke, at den øgede automation kommer til at påvirke antallet af arbejdspladser nævneværdigt, og de arbejdspladser, der vil forsvinde, vil være de meget fysisk belastende arbejdspladser, hvor man i dag er presset af en høj medarbejderomsætning.
- Vi tror på, at automationen på sigt kan styrke vores konkurrenceevne, skabe vækst og derigennem nye arbejdspladser. Men vi er også meget klare omkring, at vi hellere vil have otte arbejdspladser, hvor medarbejdernes ekspertise er i højsædet, end vi har ti, hvor to af dem både slider på medarbejdernes fysik og kan løses mere effektivt med teknologi, siger Henrik Andersen.