DLG har gennem flere forsøg undersøgt, hvorvidt mel og olie lavet på insekter kan erstatte andre proteinkilder i smågrisefoder. Resultaterne viser gode tendenser i både produktivitet og sundhed, og DLG regner derfor med, at produkter fra insekter kan erstatte blodplasma og fiskemel på den lange bane.
Det er allerede veldokumenteret, at proteiner fra insekter – mere specifikt fra insektet »Black Soldier Fly« – egner sig godt til fiske- og fjerkræfoder.
Imidlertid viser nye forsøg, foretaget af blandt andre DLG, at proteiner og olier fra disse insekter også har et stort potentiale i fodring af smågrise – et forsøg, der er blevet muligt, efter at DLG købte sig ind i Enorm Biofactory i januar 2022.