På Ryegaard og Trudsholm Godser – nord for Kirke Såby mellem Roskilde og Holbæk – har en 148 år gammel avlsbygning gennemgået en gennemgribende renovering.
Med et ønske om at bevare og forbedre kultur- og naturværdierne på godset var det et naturligt valg at give den gamle fårestald nyt liv frem for at rive gamle bygninger ned og bygge nyt. På den måde bevares godsets kulturhistorie bedst.
Det nye spændende selskabslokale, Fårestalden, blev indviet for nylig, og der er nu i alt fem selskabslokaler på Ryegaard og Trudsholm Godser. I Fårestalden er der plads til 100 spisende og på stedet er der også mulighed for overnatning i ni dobbeltværelser.
Den omfattende renovering har været med finansiering gennem Sparekassen Sjælland-Fyn og DLR.