Massey kan godt være med blandt de store

Fantastiske produkter og en god service er alfa omega, hvis man vil lege med de store drenge i landbruget – det er Brdr. Thorsen Maskincenter bevidst om.

- Vi har godt kunnet mærke, at vi har været en turbulent tid igennem med Massey Ferguson-produkterne, forklarer Klaus Andersen og forsikrer, at de er på rette kurs.

Brdr. Thorsen Maskincenter tog hul på dyrskuesæsonen i Fjerritslev, hvor Nykøbing Mors-afdelingen havde sat dagen af til at snakke med glade dyrskuegæster og vise deres maskiner frem.

Det er de klar til at gøre igen på Dyrskuet Thy-Mors. Et dyrskue, som de sammenligner med dyrskuet i Fjerritslev.

- Det er bare større, og vi kan have lidt flere maskiner med, fortæller Klaus Andersen, afdelingsleder, og John Mølgaard, sælger, Brdr. Thorsen Maskincenter.

De har begge været ved Brdr. Thorsen Maskincenter, siden Brdr. Thorsen overtog forhandlingen af Massey Ferguson i Nordjylland i 2019.

På standen vil der blandt andet kunne ses en mejetærsker, flere traktorer og formentlig også en fuldfoderblander.

Klar til at møde kunderne

Dyrskuerne er kun én af mange opgaver, som de to sælgere varetager.

- I dagligdagen skal vi sørge for at få noget solgt og passe vores kunder, siger John Mølgaard med et smil.

Og netop dyrskuerne er et godt sted til at få en god snak.

- Dyrskuer er til for at få kunderelationer, siger Klaus Andersen.

- Og vise, at vi er her og vil det her, supplerer John Mølgaard og fortsætter:

- Vi er jo stadig nye i gårde.

Han henviser til, at det kun er tredje år, at Brdr. Thorsen Maskincenter kører med forhandlingen af Massey Ferguson i det nordjyske.

- Vi har godt kunnet mærke, at vi har været en turbulent tid igennem med Massey Ferguson-produkterne, forklarer Klaus Andersen.

Især kunderne har lige skullet vænne sig til et andet set up, hvor nogle forretninger er lukket ned og andre op.

- Der går lige lidt tid, inden de finder ud af, at det er nogen, som mener det seriøst, fortæller John Mølgaard.

- Og det er vores opgave, at få det budskab formidlet ud til kunderne, siger Klaus Andersen.

Lange leveringstider er stadig et problem

Leveringstid på nye maskiner er stadig en stor udfordring hos Brdr. Thorsen Maskincenter.

- Vi kører med leveringstider på op til et år, afhængigt af hvilke modeller det er, siger Klaus Andersen.

Det er bestsellerne, som tager længst tid at skaffe.

- Andre modeller kan vi skaffe lidt hurtigere, men det hjælper jo ikke, hvis ikke det er dem, kunderne vil have, siger Klaus Andersen.

Massey Ferguson kan levere traktorer i alle størrelser helt ned til 36 hestekræfter til godt 400 hestekræfter.

- Et segment, der er ved at komme rigtig godt med og sælger godt, er fortovstraktorer til kommuner og anlægsgartnere, fortæller John Mølgaard.

Fra de små til de store brug

De to sælgere forklarer, at de har en blanding af det hele, når det kommer til udvalget af traktorer.

Klaus Andersen nævner, at Massey Ferguson historisk måske har haft ry for at henvende sig til de lidt mindre brug, men det er noget han mener, har ændret sig.

- Vi er kommet rigtig godt med de sidste år – ja indenfor de seneste 10 år. Nu leger vi med de store drenge, og vi har de store maskiner til dem. Det har virkelig flyttet sig, konstaterer han.

- 60-70 procent er større landmænd og maskinstationer, uddyber John Mølgaard.

Service er alfa omega

- Vi har nogle fantastiske produkter, også nogle produkter, der er bedre end nogle af de andre, men vi har bare haft det slip – eller turnaround i forhandlernettet – som har gjort, at det har været lidt svært at komme op på hesten igen, siger Klaus Andersen.

- Det, der virkelig, virkelig betyder noget i den her branche, er, at du kan yde en god service, så den skal bare være der, fastslår Klaus Andersen og tilføjer:

- Ellers kan vi ikke overleve.

Han peger på, at kendetegnet hos dem, der er veletablerede og har kørt forretning i mange år, har et godt serviceværksted.

- Der har vi måske haft lidt huller, og det er nogle af de ting, der har været med til at bremse vores salg en lille smule, indrømmer han, men forsikrer sammen med John Mølgaard, at de kan det hele nu.

John Mølgaard arbejder ud fra Viborg, mens Klaus Andersen sidder i Nykøbing Mors-afdelingen, som dækker fra Fjerritslev til Thyholm samt selvfølgelig hele Mors.

Brdr. Thorsen Maskincenter

Dækker hele Nordjylland inklusive Læsø og Anholt med hensyn til salg og service på Massey Ferguson-produkter

Full-line Massey Ferguson-forhandler - sælger og servicerer alt lige fra river og slå-sæt til traktorer og mejetærskere

Full-line Kverneland-forhandler

Fuldfodervogne fra Siloking

Hele programmet indenfor Weidemann

Læs også