Midt i en gaskrisetid med galoperende energipriser har biogas i den grad fået medvind. Det blev slået fast på et politisk møde hos Ribe Biogas.
Mens priserne på energi har fortsat sin himmelflugt i kølvandet på krigen i Ukraine, har produktion af biogas fået langt større betydning end de rent klimapolitiske.
Sådan lyder det fra Venstres Anni Mathiesen, efter at hun sammen med flere andre politikere har været på besøg hos Ribe Biogas. Her fik hun og kollegerne et indblik i produktionen af biogas og drøftede energiformens fremtidsmuligheder i forhold til grøn omstilling, men også i forhold til forsyningssikkerhed.
- Energikrisen er en af de politisk største udfordringer i nyere tid. Biogassen er forsyningssikker, og vi skal sikre, at den nu skal være til at betale. Biogassen står foran et gennembrud, hvor den snart kan stå på egne ben - vi skal have skabt samme succes med biogassen som med vindmøllerne, siger hun.
Ribe Biogas bygger for fremtiden
Skal se på rammevilkår
De politiske rammevilkår for biogassen blev drøftet indgående på mødet. De stigende energipriser kan medvirke til, at biogassen på sigt bliver uafhængig af statsstøtte, og alene fungerer på rene markedsvilkår.
Men der er en række barrierer som skal løses politisk. Der skal blandet andet betales CO2-afgifter, når biogas anvendes som motorbrændstof, på trods af at biogassen reelt har en negativ CO2-udledning.
- Vi kan for eksempel ikke køre lastbiler på grøn biogas uden at skulle betalte store afgifter og have en plomberet tankstation. Så i stedet må vi køre på sort diesel. Vi kunne reelt fjerne miljøbelastningen på gyllekørslen, siger Mogens Kjær, der er bestyrelsesmedlem i Ribe Biogas.
Den konservative transportordfører Niels Flemming Hansen deltog også i mødet. Han er enig i, at anvendelsen af biogassen skal ses efter i sømmene.
- Biogassen skal bruges mere smart. Den kan give den tunge transport et skub for at opfylde branchens klimamålsætninger. Gaslastbiler er en moden teknologi, den kan hurtigt udbredes i branchen, og den har den fornødne rækkevidde. Det kan el-lastbiler ikke levere i dag. siger han.
Bestyrelsesformand Aage Lauritzen var tilfreds med besøget.
- Det er afgørende, at os lokale energiproducenter har en dialog i øjenhøjde med både lokal- og landspolitikere. Det er netop styrken i den danske beslutningsproces. Vi får vendt mange sten og får taget gode langsigtede beslutninger, slår han fast.
Udover Anni Mathiesen og Niels Flemming Hansen havde mødet også deltagelse af May-Britt Andrea Andersen, der er gruppeformand for de konservative i Esbjerg Kommune, Anne Marie Geisler Andersen, der er folketingskandidat for De Radikale, samt bestyrelsen i Ribe Biogas.