Med 2.750 gæster blev der sat besøgsrekord ved årets Ferguson Dage på Danmarks Ferguson Museum. For museumsejer Henrik Nielsen, der har sat museet til salg, var det et par bevægende dage.
- Nu skal jeg prøve, hvordan det er »bare« at være Henrik Nielsen.
Sådan lyder det fra ejeren af Danmarks Ferguson Museum i Stourup ved Juelsminde, som i pinsen lod sine små, grå Fergusoner arbejde i marken ved de såkaldte Ferguson Dage. Et arrangement, som blev afholdt for 20. og sidste gang. For museet og alle traktorerne er nemlig sat til salg.
Til gengæld sluttede Henrik Nielsen og hans museum på toppen. Besøgsantallet slog nemlig alle hidtidige rekorder.