Populært Høstmarked på Sanderumgaard

Sensommersolen sneg sig frem i løbet af dagen, hvor 2.500 gæster sidste søndag besøgte Sanderumgaard og deres årligt tilbagevendende Høstmarked.

Selv to timer efter åbningen er der kø ved indgangen, og med 2.500 besøgende, glæder event- og konferencechef på Sanderumgaard Trine Lai sig også over søndagens Høstmarked og de mange glade gæster og tilfredse udstillere.

- Det er gået rigtigt godt. Vi har mange besøgende, ligesom vi har udvidet udstillerområdet og øget antal pladser med 20 procent, så vi i år har lige godt 90 udstillere.

- At vi så også er heldige med vejret, får jo det hele til at gå op i en højere enhed, lyder det fra den glade ansvarlige.

Mange frivillige

Hun understreger, at forberedelserne allerede begynder i midten af maj, når Sanderumgaards Forårsmarked er afholdt.

- Her sender vi invitationer ud til dem, der også har været med der, og langt de fleste ønsker at komme igen.

- Men intet af alt det her ville kunne lade sig gøre uden de 45 frivillige, der primært består af medlemmer af »Sanderumgaard Havens Venner«. De kommer hver uge og passer Den Romantiske Have her på stedet, og så hjælper de til ved de store markeder.

Eksponering af Den Romantiske Have

Blandt de frivillige er også godsejer Erik Vind, der, iført refleksvest og godt humør, smilende dirigerer de mange biler frem mod parkeringspladsen. Hidkaldt af avisen snupper han en velfortjent kortere pause, for at svare på et par spørgsmål.

- Det var Susanne (Vind, red.), der fik ideen for godt og vel 10 år siden. Vi har jo vores smukke parkanlæg og Romantiske Have, og derfor var det nærliggende at holde havemarked i form af både forårsmarkedet i maj og så høstmarked nu her i september.

- Det er en anden måde at eksponere Haven på, siger Erik Vind og påpeger, at de er meget kritiske i forhold til at udvælge stadeholdere.

Udstillere skal supplere hinanden

- De skal supplere hinanden godt og passe ind her på stedet.

- Og efter vi her på Sanderumgaard er begyndt at dyrke flere grøntsager på markerne omkring godset, er det også blevet en fast tradition, at vi sælger kartofler til markedet.

- Det er en god dag, som vi glæder os meget til, slutter Erik Vind.

Begejstring både fra ny og erfaren udstiller

Blandt de tilbagevendende udstillere er Den engelske gartner, der har været med i mange af årene. De sidste tre år med ny ejer.

- Det er et fantastisk marked, lyder det fra Lasse Laursen, ejer af Den engelske gartner, der sælger engelske haveredskaber og blomsterfrø.

- Det er det eneste marked, vi er til, hvor vi ser, gæsterne står i kø, for at komme ind. Det er et meget populært sted at være, og vi synes, omgivelserne passer os – og vores slogan, at vi gerne vil være bekendt at sælge god kvalitet – rigtigt godt.

Med for første gang

Også Magnus Buch, indehaver af Klimaplanter.dk er glad for sin deltagelse på Høstmarkedet.

- Vi er her for at gøre opmærksom på os selv og for at fortælle om de mange planter, som mange ikke kender noget til. Der er de gæster, der kommer her på Sanderumgaard, meget interesserede.

- Vi var her for første gang til Forårsmarkedet i maj, hvilket var en stor succes. Så selvfølgelig er vi her også i dag, når der er Høstmarked, lyder det fra Magnus Buch, der har haft Klimaplanter.dk i fem år.

Klimaplanter.dk er en planteskole, der fokuserer på spiselige planter, dyrket uden brug af spagnum, gødning eller sprøjtemidler. Det er blandt andet muligt at købe kiwiplanter og honningbærbuske.

Læs også