Jaco vil udbrede speckle park i Danmark: - Jeg er lidt smittet med det der Canada-værk

Ved årsskiftet var der syv dyr af den canadiske kødkvægsrace speckle park i Danmark. Seks af dem går på marken ved Jaco van der Molen i Himmerland, som gennem embryonarbejde vil avle flere blodlinjer og være med til at kickstarte racen i Danmark.

Jaco van der Molen, Himmerland, var blandt de første fåreavlere i Danmark, som tog den blå Texel variant til sig og begyndte at udbrede racen i Danmark. Nu gør han det samme igen – denne gang med den canadiske kødkvægsrace speckle park.

På marken udenfor Aars går der, foruden fårene, seks speckle park-kvier.

- Og så går der en kvie ved Bert. Og så venter jeg yderligere fire kalve i år, siger Jaco van der Molen, som opdagede racen ved Bert Groen, der foruden også at have en stor interesse for får, også Texel, er mælkeproducent og har brugt racen speckle park til krydsning i flere år.

- Jeg så de krydsninger i hans stald og spurgte, hvad det var for noget. De så spændende ud og tiltrak mig. De kommer fra Canada, og jeg er lidt smittet med det der Canada-værk, griner Jaco van der Molen, som har arbejdet i landet.

Det førte til, at de to ikke alene har et samarbejde omkring fårene, men nu også speckle park.

Nyere race fra Canada

Ved årsskiftet var der registreret syv renracede speckle park i Danmark, altså de syv ved Jaco og Bert. Siden vurderer Jaco van der Molen, at der er kommet ganske få dyr til, blandt andet ved Moeskær Polled Hereford nær Randers, som har valgt at tage en ny race ind.

- Jeg tænker, der er omkring 10 renracede speckle park i Danmark lige nu.

Speckle park kommer fra Canada og er en nyere race, som oprindeligt kommer ud af Angus, Korthorn og British White.

- Folk spørger tit, hvad minder de så mest om? Men det kan jeg ikke sige, for det er jo ikke en Angus eller Korthorn – det er en speckle park, fastslår Jaco og fortsætter:

- Vores dyr er meget rolige, og det er racen også kendt for. De er nemme at omgås, de er nøjsomme og har en høj frugtbarhed, og det er også derfor, man bruger dem i malkekvægsbesætninger. De får små kalve, og kalvene er nysgerrige og rigtig gode til at drikke. Og så har de en god tilvækst, forklarer Jaco.

Og så er racen kendt for, at kødet har en rigtig god spisekvalitet.

- Deres kød, fedtmarmorering og finhed er rigtig god, siger Jaco og forklarer, at racen har vundet flere slagtekonkurrencer i Canada.

Racen er pollet, og voksendyrene kommer op at veje mellem 650-850 kg.

Flere farvevarianter

Dyrene kommer fra helt lyse til fuldstændig sorte og så alt derimellem.

- Det er det brogede, altså »speckle«, der skiller sig ud. Det er det, der tiltrækker, og dem folk kigger på, når de er herude. Det kan også være de hvide, fordi folk synes, de er nuttede med de sorte ører og mule, siger Jaco, som har både hvide, »speckle« og helt sorte.

Man kan ikke have den ene farvevariant uden at have den anden. Da der for eksempel skal en lys og en sort til for at give en speckle-variant. Her er det så forskelligt, hvor udpræget den spættede del er.

- Sort er måske ikke den mest tiltalende farve ved speckle park, men har man en stor flok hvide køer, skal man bruge en sort for at få farven tilbage, forklarer Jaco.

- Det er lidt vigtigt, konstaterer han.

Startede med tyrekalve på stribe

At etablere en ny race i Danmark er ikke bare lige.

- Det er altid et stort arbejde, når alt skal importeres. Genpuljen er lille, og man kan risikere, at man pludselig ikke kan komme videre, siger Jaco van der Molen, som købte de første otte embryoner i 2020. Det førte til fem drægtigheder.

- Den første, der blev født, var en kviekalv, men den var dødfødt. Resten var tyrekalve, fortæller Jaco, som hurtigt købte flere embryoner.

- De første to, der blev født der, var også tyrekalve, siger han og ryster på hovedet.

- Det var en lidt skuffende start. Det er noget, man virkelig har set frem til, så står man og klør sig lidt i håret og tænker, om det kan være helt rigtigt. Samtidig har man jo også brugt penge på det, og alene med tyrekalve kommer avlen i hvert fald ikke i gang, forklarer Jaco van der Molen.

Heldigvis blev der efterfølgende født syv kviekalve, hvor af de seks af dem går ved Jaco selv, og en ved Bert.

Håber på fem til seks blodlinjer

Arbejdet med embryoner kan være vanskeligt, men det er det, som kræves, når man som Jaco van der Molen, gerne vil have dyr med forskellige blodlinjer.

- Når vi skal køre avlen videre, så hjælper det ikke, at alle er søskende eller halvsøskende.

Jaco van der Molen håber på at kunne have fem eller seks køer, som har forskellige afstamninger alle sammen.

- Men så langt er vi ikke endnu, men det er mit mål, siger speckle park-avleren, der regner med at opbygge en besætning på 10-12 dyr.

Spændende avlsarbejde

Det kræver høje krav til forældredyrene.

- For mig handler det meget om at købe embryoner fra dyr, som har bevist, at de kan blive gamle. Nogle som har produceret noget, siger Jaco og fortæller, at racen i den grad er kendt for sin holdbarhed.

- De er kendt for at producere tre-fire år mere end andre racer.

Og hvad der kommer ud af embryonerne, er altid spændende. For det er ikke sikkert, at kalven har den kvalitet, som man regnede med.

- Det er da meget nemmere at købe levende dyr, så kan man se, hvad man køber. På den her måde får vi også 50 procent genetik fra moren og 50 procent genetik fra faren. Og det kan være de gode gener, men det kan også være nogle af de ringere gener, forklarer Jaco, som egentlig startede sin kødkvægskarriere med at avle Jysk Kvæg, mest fordi de var specielle og sjældne.

Langvarigt embryonarbejde

Jaco van der Molen har været heldig med sit embryonarbejde.

- Jeg har lagt embryoner i med en drægtighedsprocent på 50-60 procent, siger han.

Han håber inderligt, at nye avlere vil komme til, måske bare en håndfuld.

- Det er rigtig spændende at starte noget nyt op, synes jeg. Og jeg gjorde det også med fårene. Det er et langvarigt projekt, og det kan jeg også godt lide. Men det kan være frustrerende, for det går altid for langsomt. Men jeg stoler på, at det vil komme, sådan var det også med fårene, siger Jaco van der Molen og fortsætter:

- Sidste år var der fem-seks avlere, ud over mig, som udstillede de blå Texel. Og det er faktisk ret sjovt at se. Og jeg håber også, at det kommer til at gå sådan med speckle park, siger han.

Jaco van der Molen håber på, at kunne vise speckle park frem på Kimbrerskuet i Himmerland til oktober.

For mig handler det meget om at købe embryoner fra dyr, som har bevist, at de kan blive gamle

Jaco van der Molen, kødkvægsavler, Himmerland

Læs også