16.446 kg EKM og 1.226 kg fedt plus protein – det er den flotte præstation fra Anderstrup Holstein i Himmerland, som har landets højest ydende besætning, hvilket fremgår af årsberetningen fra RYK.
Den første årsberetning efter, at RYK udliciterede ydelseskontrollen til VikingDanmark, udkom kort før jul.
Formanden for driftsbestyrelsen, Michael Jensen, fremhæver i forordet til beretningen, at formen for årsberetningen er anderledes end tidligere år.
- »Beretningen« er primært et tabelværk, som sendes ud sammen med VikingNyt. Tabellerne er lavet, som vi kender dem fra tidligere år, men vi har i år valgt at inddele racevis.
Ud fra beretningen kan man se de mange flotte resultater, der er opnået i kvægbesætningerne – noget, som også Michael Jensen roser.
- Som det fremgår af tabelsamlingen, er der mange imponerende resultater. Det er en fornøjelse, når pasning og genetik går op i en højere enhed. Uden valide data til management, avl, benchmarking og dokumentation, har vi ikke mulighed for at forbedre os, fastslår han og fortsætter:
- De kommende år vil øge kravet til vores datagrundlag. Vi skal blandt andet spille ind til klimadagsordenen. Det stiller store krav til vores data og validiteten af dem. Her vil ydelseskontrollen være en væsentlig del af løsningen.
Det er ifølge formanden vigtigt at sikre, at arbejdet omkring kontrolarbejdet og indsamling af data forbliver på landmandens hænder.
- Det er en opgave, vi som folkevalgte sammen med vores ansatte konstant og vedholdende arbejder for, påpeger Michael Jensen.
Mælkekvalitet kan forbedres
Ydelsesresultatet for 2021-2022 blev 836 kg fedt plus protein. Det er en beskeden fremgang på 2,0 kg værdistof sammenlignet med året før.
Ydelsen er steget med 26 kg EKM, og en gennemsnitlig driftsenhed i Danmark har nu en ydelse på 11.118 kg EKM.
- Sammenligner vi os med andre lande med lignende struktur, er det også her en høj ydelse. Ydelsen er den højeste i Norden. I de andre lande i Europa/USA kan man nogle steder næsten matche mængden, men ikke mængden af værdistof. Derimod på mælkekvalitet har vi en hel del at lære i Danmark, lyder det i årsberetningen.
Der er 118 færre driftsenheder sammenlignet med året før, og antallet af køer er samtidig faldet en anelse. Det betyder, at antallet af køer ligger lige under en halv million, hvilket ikke er sket siden 2014/2015.
Størrelsen af driftsenhederne er fortsat stigende, og den gennemsnitlige driftsenhed har nu 248 køer.
Holstein
Holstein-populationen falder med 6.282 køer, men kan glæde sig over, at ydelsen stiger med 3 kg fedt plus protein. Det fordeler sig på 2 kg fedt og 1 kg protein og 62 kg mælk. Holstein stiger 64 kg EKM og er nu over 11.500 kg EKM i gennemsnit.
Det blev igen Anderstrup Holstein ved Skørping i Himmerland, som med deres 568 årskøer topper listen. I årets løb har besætningen haft en ydelse på 16.446 kg EKM med 1.226 kg fedt plus protein.
Anden- og tredjepladsen fra året har denne gang byttet rundt. Esper Agger fra Lemvig er således rykket en plads op, idet de 367 årskøer har præsteret 14.912 kg EKM med 1.115 kg fedt plus protein.
Nummer tre blev Bjarne Vestergård Hansen, Spjald. Her har de 192 årskøer fra Vestjylland haft en ydelse på 14.903 kg EKM med 1.107 kg protein plus fedt.
På listen over højtydende holsteinkøer med 20.700 kg EKM og derover er der 51 køer, og heraf befinder hele 20 af køerne sig i besætningen fra Anderstrup Holstein.
RDM
Hos RDM har der været en ydelsesfremgang på 1,0 kg fedt plus protein. Fremgangen er drevet af 1 kg fedt mere og 20 kg mælk.
EKM-ydelsen er på 10.417 kg og nærmer sig kontorlåret 2018/2019, hvor RDM havde deres højeste ydelse på 10.454 kg EKM.
Øverst på listen hos RDM ses Jacob Serup Pedersen fra Aarup på Fyn. Han har 386 årskøer i besætningen, som topper med 13.162 kg EKM og 934 kg fedt plus protein.
Nummer to er Eskild Grabow Olesen fra Horsens 111 årskøer ydet 12.290 kg EKM med 855 kg fedt plus protein.
Tredjepladsen indtages ligeledes af en fynbo, nemlig Lars A. Iversen fra Skamby. De 286 årskøer har haft en ydelse på 12.088 kg EKM med 869 kg fedt plus protein.
Jersey
Jersey kan ifølge årsberetningen glæde sig over, at antallet af køer er øget med 1.262 køer, mens kg fedt er uændret, og protein øges med kun 1,0 kg. Der er dog 34 kg mælk mere i gennemsnit.
Blandt Jersey kan fynboerne også være med og indtager således både første- og tredjepladsen.
Nummer et blev Anders Peder Bang fra Ejby, hvor de 162 årskøer har ydet 12.400 kg EKM med 890 kg fedt plus protein.
Andenpladsen gik til Per Hougaard, Hobro. Han har 306 årskøer i besætningen, som har ydet 12.075 kg EKM med 883 kg fedt plus protein.
Palle Bjerggaard Hansen fra Ullerslev har 254 årskøer og kommer ind på tredjepladsen med 11.745 kg EKM med 853 kg fedt plus protein.
Krydsninger og øvrige
Krydsningskøerne har haft en reduktion på 75 kg mælk, et fald i fedt med 4,0 kg og protein med 3,0 kg. Årsydelsen i kg EKM er 10.596, hvilket giver en tilbagegang med 79 kg sammenlignet med året før. Kg fedt og protein er samlet på 796 kg.
Der er i alt 62.957 krydsningskøer med i ydelseskontrollen – 1.572 flere end året før.
Førstepladsen går til Karsten Weinkouff fra Hjørring, som har 333 årskøer i besætningen. De har ydet 12.779 kg EKM med 910 kg fedt plus protein.
Joseph Müskens fra Give bliver nummer to med sine 468 årskøer, der har præsteret 12.000 kg EKM med 837 kg fedt plus protein.
På tredjepladsen indfinder Frank Bundgaard Bjørn sig. Han har 247 årskøer i besætningen ved Hobro. De har ydet 11.589 kg EKM med 869 kg fedt plus protein.
Blandede driftsenheder
Hos de blandende driftsenheder ses I/S Johan & Ole Engbo Christiansen, Hjørring på førstepladsen. Her har de 136 årskøer ydet 13.687 kg EKM med 968 kg fedt plus protein.
Lars Remme Larsen fra Sørvad, der har 207 årskøer i besætningen, bliver nummer to med 13.660 kg EKM med 958 kg fedt plus protein.
Tredjepladsen indtages af Bent Højmark Lund fra Højer i Sønderjylland. De 427 årskøer har ydet 13.637 kg EKM med 972 fedt plus protein.