Med vedtagelsen af Natur- og Biodiversitetspakken i 2020 vandt idéerne om vild natur og urørte skove en politisk sejr. Idéerne nedtonede dog konsekvenserne og de åbenlyse dilemmaer, som nu igen toner tydeligt frem som uløste efter, at den grønne trepartsaftale netop er blevet præsenteret, skriver formanden for Bevar de danske skove.
Af Robert Olesen, talsmand, Bevar de Danske Skove
Det er næppe forbigået nogens opmærksomhed, at Danmarks skove qua deres binding af kulstof spiller en betydelig rolle for vores klimaindsats.
Samtidig er det formentlig næppe heller forbigået nogens opmærksomhed, at vores drevne kulturskove er blevet kampplads for tidens grønne strømninger og dilemmaer omkring biodiversitet, klima og bæredygtig ressourceforsyning.
Indtil nu har man forvaltet skovene ud fra en bæredygtig afvejning af hensyn til både natur, kultur, friluftsliv, klimaindsats og produktion. Dette »kultur-naturparadigme« er fra 00’erne og frem blevet udfordret af et »vild natur-paradigme«, som afskriver det nyttebaserede element i forvaltningen for at give en ny genforvildet natur ubetinget førsteprioritet.
Uenigheden om disse paradigmer – eller natursyn – har affødt en heftig diskussion blandt ideologer, interesseorganisationer og politikere. Men hvad siger befolkningen nu, hvor visionerne er omsat til konkrete retningslinjer og projektplaner?
Aftalen om et grønt Danmark er »en kæmpe, kæmpe aftale«
Elitært opgør
For at afklare dette bestilte foreningen Bevar De Danske Skove i juni 2024 undersøgelsen »Holdninger til omlægning af statens skove« hos analysevirksomheden Epinion. Den afdækkede, at SVM-regeringen mangler folkelig opbakning til paradigmeskiftet i forvaltningen af statens skove.
Faktisk lyder Epinions hovedkonklusion – og jeg citerer – at den danske befolkning generelt udviser en opbakning til den nuværende flersidige forvaltning af skovene frem for den foreslåede (og igangværende) omlægning. Det kommer til udtryk ved, at et flertal af danskerne erklærer sig mest enig i fire ud af fem udsagn, der er baseret på den nuværende skovforvaltning.
Striden om natursyn, og hermed paradigmerne, synes dermed primært at have været et elitært opgør uden bund i befolkningen. En befolkning, som udtrykker skepsis overfor de synlige konsekvenser af retningslinjerne og projektplanerne for omlægning til vild natur.
Bemærkelsesværdigt er det, at opbakningen til den eksisterende flersidige forvaltning slår igennem på alle underliggende demografiske variabler bortset fra politisk ståsted, hvor kun tre mindre ud af 11 partier (RV, SF og EL) ifølge målingen vinder vælgermæssig opbakning til vild natur-paradigmeskiftet.
Dilemmaer
Dilemmaerne toner dermed nu klart frem igen, hvor den grønne trepart helt har mistet fokus på klimaindsatsen og ikke inddrager effekterne af Natur- og Biodiversitetspakken, hvor vedmasserige kulturskove naturgenoprettes og lægges urørte.
I trepartsaftalen estimeres CO2-reduktionerne af den 43 milliarder kroner dyre historiske indsats til 0,5-1,8 millioner ton fra 2027 til 2030 (i alt 4,2) – med betydelig usikkerhed samt et lønligt håb om yderligere 0,9 millioner ton.
Selv med den ændrede opgørelse af CO2-bindingen i skovfremskrivningen i optakten til treparten, hvor skovbruget reducerede jordbrugssektorens CO2-manko med 2-3 millioner tons CO2e per år frem mod 2045, indfris sektorens CO2-mål ikke. Og sammenholdes yderligere med et ikke offentliggjort CO2-tab fra den omfattende genopretningshugst i Natur- og Biodiversitetspakkens 75.000 hektar urørt skov – skove som ifølge Klimafremskrivning 2022 rummede et kulstoflager på cirka 20 millioner ton CO2e – ja, så kræver det ikke en doktorgrad i skovbrug at indse, at den førte skov- og naturpolitik ikke har bragt os nærmere 70 procent-klimamålet – tværtimod.
Et nødvendigt værktøj
Klimarådet udtrykker i sin seneste kommentering flere bekymringspunkter. Blandt andet at skovrejsningsindsatsen ser svær ud både på grund af utilstrækkelige økonomiske incitamenter, og fordi fokus er flyttet fra reduktion af CO2-udledninger til kvælstofreduktioner og målrettede (vild)naturtiltag. Og yderligere fordi den markante satsning på tekniske løsninger til CO2-fangst næppe kan levere på så kort sigt, som det er estimeret.
Den grønne tænketank Concito var allerede ved vedtagelsen af Natur- og Biodiversitetspakken opmærksomme på, at nedlukningen af flersidig forvaltning af statsskovene ville medføre tab og forsinkelse af kulstofbindingen og dermed kun kunne forsvares på forventet efterbevilling af fornyet skovrejsning.
På den ene side var Concito helt klar over både vigtigheden af træ i den grønne omstilling (substitutionseffekten) og skovenes løbende CO2-dræn. Men på den anden side stillede tænketanken sig på vild natur-paradigmets side ved at omfavne argumentet om kortsigtet øgning af kulstoflagring i de nye, urørte skove på trods af, at den igangværende genopretningshugst, som skal »klargøre« de gamle kulturskove til at blive urørte, de facto vil reducere skovenes nuværende kulstoflager markant.
Alt dette kalder på, at vores politikere tager skyklapperne af og genbesøger aftalerne, hvad angår skovenes potentiale for at levere flersidigt.
Den politiske kunst må fortsat være at lytte til befolkningen og prioritere en bæredygtig afvejning af de natur-, klima- og øvrige samfundshensyn, som vi har forpligtet os til, snarere end at lade sig lokke af elitære ideologier, som ikke tåler mødet med virkeligheden.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.