Der er fuldt tryk på nedbrydningsopgaverne hos CAC Entreprenør.
Det plejer at være møbelklassikere designet af blandt andre Hans J. Wegner, der bliver frembragt på matriklen hos møbelvirksomheden Getama i Gedsted i Vesthimmerland. Lige nu er det dog ikke de gamle snedkerdyder, der er i højsædet på pladsen, hvor de tre store Case-gravemaskiner knokler på livet løs med at knuse beton og bøje armeringsjern.
Det er CAC Entreprenør, der udfører arbejdet. CAC Entreprenør tæller i alt omkring 35 mand, 15 af dem er ansat i miljøsanering og nedbrydning, mens sokler, kloak og drænarbejde beskæftiger resten af medarbejderne.
Fra én til fem gravemaskiner
Alle mand og maskiner er fuldt bookede – og har været det gennem længere tid.
- Da jeg startede for tre år siden, havde vi én stor gravemaskine og to miljøsaneringsfolk. Nu har vi fem store gravemaskiner og 10 miljøsaneringsfolk, fortæller Christian Engstrøm, der er formand i entreprenørfirmaets afdeling for miljøsanering og nedbrydning, der også af og til takker ja, når andre entreprenørforretninger har maskinkapacitet i overskud, de gerne vil låne ud.
- Men i min tid her har vi altid haft så travlt, at vi aldrig selv har kunnet låne noget ud, fortæller formanden, der også er ved at have fyldt ordrebogen for næste kvartal godt op.
Han vurderer, at det især er virksomhedens ekspertise inden for miljøsanering, der boner ud i fyldte ordrebøger, der også tæller adskillige opgaver med udskiftning af asbesttagplader.
- At mindstebøden for forkert håndtering af asbestplader fra 1. januar er på 30.000 kroner, har bestemt ikke gjort efterspørgslen mindre, konstaterer Christian Engstrøm.
18.000 kvadratmeter belægning
Mens Christian Engstrøm betegner opgaverne de netop er i gang med som værende i den større ende af skalaen, kommer de ikke i nærheden af sidste års tur til Danske Fragtmænd i Taulov i det sydjyske, hvor den stod på etablering af 18.000 kvadratmeter belægning med et 140 kubikmeter vandbassin under.
- Det var en af de større opgaver. Der skulle blandt andet flyttes 45.500 tons jord. Det var en opgave, vi startede på i juni måned og først var færdige med i december, fortæller formanden, der også tager mindre opgaver som eksempelvis nedrivning af sommerhuse ind.
Uafhængig af vognmænd
Mens han med opgaver over hele landet ikke selv kan undgå masser af transporttid, gør Christian Engstrøm og CAC Entreprenør en dyd ud af at gøre logistikken for de store maskiner så effektiv som mulig. Derfor har lastvogne med kapacitet til de store 25 tons gravemaskiner altid været en obligatorisk del af maskinparken.
- Det betyder meget, at vi selv kan klare transporten og ikke er afhængige af en anden vognmand. For som min gamle farfar, der var vognmand altid konstaterede: »tid er penge«, og med egne transportvogne kan vi flytte maskinerne lige præcis, når de skal flyttes, forklarer Christian Engstrøm, der også ser evnen til selv at transportere grejet som en faktor for kunne holde jyske priser – også når opgaverne foregår på Sjælland.
- Prisniveauet er højere på Sjælland. Det er bare dyrere, hvis vi skal have hjælp til vores opgaver derovre. Derfor er det en stor fordel at kunne klare så meget som muligt selv, fastslår han, mens gravemaskinerne ufortrødent arbejder sig videre gennem betondyngerne.
- Vi har noget at lave hele året og kan klare vores arbejde uanset vejret, fastslår Christian Engstrøm.