Fødevareministeren har sat sit ministerium i gang med at styrke styringen af ministeriets gebyrområder. - Planen er at kunne iværksætte nogle konkrete tiltag i 2024, udtaler han.
Hvorfor skal Fødevarestyrelsens gebyrer ved kontroller være så høje, og hvorfor bliver de ved med at stige? Sådan har kritikken lydt længe fra landbruget i forbindelse med, at Fødevarestyrelsens dyrlæger rykker ud og kontrollerer dyr ved eksport, m.v. Det sker på branchens regning, fordi gebyrerne er brugerfinansierede.
Ifølge brancheorganisationen SamMark er Fødevarestyrelsens gebyrer ved kontrol af husdyreksport mere end fordoblet siden 2018. Og den 1. juli hævede Fødevarestyrelsen atter en række kontrolgebyrer, som samlet set belaster hele fødevareerhvervet med yderligere 18,7 millioner kroner.
Effektivt Landbrug har i en række artikler beskrevet, hvordan både branchen og landbrugsordførerne Per Larsen fra De Konservative og Hans Kristian Skibby fra Danmarksdemokraterne kræver Fødevarestyrelsens gebyrer sat ned. Samtidig sår ordførerne og dele af branchen tvivl om, hvorvidt nogle af de nuværende gebyrer overhovedet er lovlige. SamMark har således sammen med producentforeningerne Danske Svineproducenter og Danske Mælkeproducenter stævnet Fødevarestyrelsen for at udstede gebyrer i strid med EU-retten.
Landbrugsordfører er nervøs for overfakturering
Konkrete tiltag på vej
Fødevareminister Jacob Jensen (V) har ikke haft mulighed for at stille op til et interview om de stigende gebyrer. I stedet har han sendt en skriftlig udtalelse til Effektivt Landbrug:
- Jeg er meget opmærksom på, at dansk erhvervsliv ikke pålægges unødvendige gebyrer eller unødigt høje gebyrer. Jeg har derfor igangsat et arbejde i Fødevareministeriet med at styrke styringen af ministeriets gebyrområder. Fokus er på en effektiv opgavevaretagelse, at der er stabilitet i gebyrerne, og at de er gennemsigtige for betalerne. Planen er at kunne iværksætte nogle konkrete tiltag i 2024.
- I forbindelse med kommende forhandlinger på fødevare- og veterinærområdet kommer vi helt sikkert også til at drøfte, om der skal ske forenklinger på gebyrfinansierede opgaver.
- Det skal være billigere at få et almindeligt kontrolbesøg
- Jeg lancerede også regelforenklingsprojektet – Lug Ud i Lovgivningen – tidligere på året, hvor opfordringen er, at folk kan melde ind med unødigt bøvlede regler. Jeg er meget optaget af, at erhvervet ikke udsættes for unødigt bøvlede regler, tilføjer Jacob Jensen.