Fortsat uændret notering for svin hos Danish Crown

Stabilitet kendetegner det europæiske marked for grisekød, og der er ikke de store udsving i hverken prisen eller efterspørgselen i øjeblikket.

Danish Crown fastholder sin notering for svin på 10,60 kroner pr. kg i næste uge. Også sonoteringen er uændret 7,10 kroner pr. kg.

- Det er faktisk usædvanligt, at balancen er så god på den her årstid, fordi udbuddet typisk er stigende i september, når temperaturerne falder. Indtil videre har det ikke flyttet noget i markedet, men om det skyldes, at stigningen i udbuddet endnu ikke har vist sig, eller om forbrugerne er lidt mere optimistiske og skruer lidt op for forbruget, kan vi ikke vurdere på nuværende tidspunkt, siger Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown, i en markedskommentar.

Eksporten ud af Europa fra Danmark er løftet en smule gennem de seneste måneder, og det er helt sikkert også med til at stabilisere markederne, vurderer han.

- Vi ser ikke en efterspørgsel på varer fra Europa på tidligere tiders niveau, men der er stadig god appetit på danske varer i de markeder, hvor vi været til stede gennem mange år, og flere steder ser vi en stigende købekraft, efterhånden som inflationen er kommet tilbage på et mere normalt niveau, siger Mads Stougaard.

Læs også