Nyt udkast til bekendtgørelse: Allerede fra 2025 skal søerne gå løse i farestalden

Allerede fra 1. januar 2025 kommer der krav om løse søer i farestalden, hvis et nyt udkast til en bekendtgørelse bliver implementeret. Hver so skal have 6,5 kvadratmeter og må maksimalt stå fikseret til fire dage efter faring.

På nær få dage omkring faring skal diegivende søer være løse, og den regel gælder allerede fra 1. januar 2025.

Det fremgår af et nyt udkast til en bekendtgørelse (»Dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise«), der lige nu er i høring.

Af bekendtgørelsens §72 fremgår det, at der indføres et forbud mod fiksering af søer og gylte i farestalde bortset fra få dage omkring faring.

Herefter må soen kun fikseres fra umiddelbart inden forventet faring og til maksimalt fire dage efter faring.

Selvom det fremgår af bekendtgørelsens §90, at reglen gælder fra 1. januar 2040, så gælder det dog kun for stalde, som er bygget, væsentligt ombygget eller søgt om tilladelse til inden årsskiftet.

- Forbuddet skal gælde for nybyggede og væsentlige ombyggede stalde, der tages i brug efter bekendtgørelsens ikrafttræden, lyder det da også i høringsbrevet, som Fødevarestyrelsen har udsendt sammen med udkastet til bekendtgørelsen.

6,5 kvadratmeter pr. so

De nye krav medfører samtidigt øgede krav til stiens areal, idet der skal være et gulvareal på mindst 6,5 m2 inklusiv et afskærmet areal til pattegrisene, og mindst 3 m2 af stiens gulvareal skal være med fast eller drænet gulv.

Endelig fremgår det af bekendtgørelsens §71, at søer og gylte fra indsættelse i farestien skal have passende redebygningsmateriale i tilstrækkelig mængde. Samtidig bortfalder den gamle undtagelse om, at det kan undlades, hvis det teknisk ikke kan lade sig gøre på grund af gyllesystemet.

Bekendtgørelsen, der blev sendt i høring den 10. oktober og løber indtil den 1. november, vil træde i kraft den 1. januar 2025.

- Et forbud vil have væsentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser, konkluderes der i et bilag til bekendtgørelsen.

Indførelse af forbuddet mod fiksering af søer i farestalde er en udmøntning af punkt 13 i den dyrevelfærdsaftale »Sammen om dyrene«, der blev indgået mellem de tre regeringspartier, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet den 9. februar 2024.

Læs også