Rusland klar til ny kornaftale - med forbehold

Rusland er klar til at forlænge den aftale, der gør det muligt for Ukraine at eksportere korn via Sortehavet - men kun i to måneder. Det reagerede markedet positivt på.

Senest på lørdag skal en ny aftale, der kan sikre ukrainsk korneksport til lande i den tredje verden via Sortehavet, være på plads, når den nuværende aftale udløber. 

Derfor er der gang i intense forhandlinger på FN-basis mellem Ukraine, Rusland og Tyrkiet, der fungerer som mellemmænd i sagen. Ukraine har længe presset på for at få forlænget aftalen, men uden at få nogen russisk respons. Indtil nu. 

Mandag mødtes den russiske viceudenrigsminister Sergei Vershinin med FN i Geneve, og han sagde efterfølgende, at Rusland var klar til at forlænge aftalen. Men kun i 60 dage modsat de foreslåede 120 dage. 

- Vores holdning til sagen vil blive afgjort i forhold til, hvis der sker fremskridt mod en normalisering af landbrugseksport. Ikke kun i ord, men også i handling, sagde han mandag ifølge telegrambureauet Reuters

Russerne peger på, at vestlige sanktioner på logistik- og forsikringer har gjort det vanskeligt for landet at eksportere fødevarer, men også gødning, som Rusland er verdens største producent af. 

Markedet forventer en aftale

På de internationale markeder fik starten af forhandlingerne betydning. I Chicago faldt priserne på både hvede, sojabønner og korn med op mod 1 procent. Det skete formentlig i forventning om, at en aftale kommer i stand.

- I kornmarkederne forventes det, at aftalen bliver forlænget med få dage til deadline. Det er ikke sikkert, at hverken Ukraine eller Rusland vil få alt, hvad de ønsker i en aftale, men jeg tror, at de lande, der mangler afgrøderne, har lavet lobbyarbejde i kulisserne for at få aftalen forlænget, siger Matt Ammermann, der er risk manager hos StoneX.

Han påpeger, at lande som Tyrkiet og Kina er storaftagere af ukrainsk hvede, og at det vil kunne påvirke den russiske holdning til sagen. I den 12-punktsplan, som Kina har udformet for fred i Ukraine, har den kinesiske regering slået fast, at Rusland skal tillade eksporten af afgrøder ud af Ukraine.

Læs også