Sagen om vandløbsregulativet for Ringsted Å tager nu en ny drejning. Således har to medlemmer af Bæredygtigt Landbrug sagsøgt Miljø- og Fødevareklagenævnet i sagen.
Det er en sag, der ikke ser ud til at få en afgørelse foreløbig. Sagen om vandløbsregulativ og vedligeholdelse af Ringsted Å, eller rettere mangel på samme.
Således har to medlemmer af Bæredygtigt Landbrug nu taget skridtet videre i sagen og har sagsøgt Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det sker, efter Bæredygtigt Landbrug på vegne af de to bredejere sidste år anmodede Ringsted Kommune om at oprense Ringsted Å.
Kommunen afslog ved den lejlighed og begrundede blandt andet afgørelsen med, at kommunen løbende skal tage hensyn til både afvanding og natur. Det er dog uklart, hvilken natur der er tale om, og hvordan den påvirkes.
Schulz: Forbrydelse betaler sig
Bæredygtigt Landbrug påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der ophævede Ringsted Kommunes afgørelse med den begrundelse, at der først skal etableres et lovligt regulativ for Ringsted Å.
- Der har ikke været et lovligt og gyldigt regulativ for Ringsted Å siden 1996. Det gjorde vi også nævnet opmærksom på, da vi klagede. Hvis det er lovligt at undlade at tage stilling til vedligeholdelsesbehovet, fordi kommunen i årtier har opretholdt et ulovligt regulativ, så er det nærliggende at konkludere, at forbrydelse betaler sig, siger Nikolaj Schulz, som er chefjurist hos Bæredygtigt Landbrug.
- Enhver bredejer har uanset regulativets gyldighed ret til, at kommunen tager stilling til vedligeholdelsesbehovet, og det følger direkte af vandløbsloven, fortsætter han.
Har kørt i flere år
Sagen har kørt i længere tid, faktisk i flere år. Tidligere på året blev der udarbejdet et nyt vandløbsregulativ for åen, og ved den lejlighed meldte BL-chefjuristen ud, at han ikke syntes, at udkastet var hverken gyldigt eller lovligt.
- Vi er langt fra optimistiske i forhold til det nye regulativ. Så vidt vi kan se, vil kommunen lovliggøre den nuværende ulovlige tilstand af Ringsted Å, der er kendetegnet ved ikke at være oprenset i årtier. Det vil sige, at konsekvenserne for bredejerne bliver højere vandstand. Det er selvfølgelig uacceptabelt, sagde Nikolaj Schultz ved den lejlighed.
Dengang havde Ringsted Kommune allerede anerkendt, at regulativet forholdt sig til et andet, der ikke havde gyldighed til at begynde med. Og det var og er en kritisk fejl ifølge chefjuristen.
- Det betyder, at enhver revision eller opdatering af regulativet står på et usikkert juridisk grundlag. Der kan ikke revideres noget, der ikke eksisterer, sagde Nikolaj Schulz ved den lejlighed.
Ulovlige bestemmelser
Det er ikke kun Bæredygtigt Landbrug, der har været inde over sagen. Det samme har VKST, blandt andet efter dialog med teknik- og miljøudvalget i Ringsted Kommune, efter at det nye regulativ blev sendt i høring.
- Grundlæggende drejer det sig om, at man laver et nyt regulativ med udgangspunkt i den tilstand, der er i Ringsted å lige nu. Problemet er bare, at den tilstand skyldes, at der gennem mange år er vedligeholdt ud fra ulovlige bestemmelser om vandløbets dimensioner, sagde bestyrelsesmedlem i VKST, Kurt Pedersen tidligere i år.
Ringsted Å er en del af vandplanen, hvor der skal arbejdes for bedre miljø og mere natur i vandløbet. Et af de redskaber myndighederne ofte tager i brug i den forbindelse er at stoppe vedligeholdelse og »lade naturen gå sin gang« – hvilket netop er det, man har gjort på Ringsted Å i næsten 30 år.
Brug for ny tilgang
Men til trods for det, har vandløbet ikke nået målene i vandplanen, og det bekræfter dermed, at reduceret eller ingen vedligeholdelse ikke er en gangbar løsning:
- Der er brug for en mere moderne og helhedsorienteret tilgang til vandløbene, hvor kommunerne arbejder meget mere med tiltag, der både skaber mere natur og en god afvanding af marker. Vandløb med dobbeltprofiler, klimasøer og fjernelse af uønsket plantevækst er noget af det, vi skal have meget mere af, lød det i april fra Kurt Pedersen.
- Der er ikke renset op i 15-20 år i Ringsted Å, så det er jo ikke mærkeligt, at vandet står alt for højt. Jeg er ikke en, der går i retten for alt muligt, men denne sag er en tand for meget, og det er godt, at Bæredygtigt Landbrug støtter op om sagen
Per Eriksen, bredejer ved RIngsted Å
Men med sagsanlægget går sagen altså videre. Bredejer Per Eriksen er en af dem, der har taget sagen videre.
Han er frustreret over, at kommunen kan nægte at tage stilling til oprensningsbehovet med den forklaring, at der ikke er et lovligt regulativ. Han oplever på nært hold, hvordan den manglende oprensning påvirker åen og hans marker.
- Der er ikke renset op i 15-20 år i Ringsted Å, så det er jo ikke mærkeligt, at vandet står alt for højt. Jeg er ikke en, der går i retten for alt muligt, men denne sag er en tand for meget, og det er godt, at Bæredygtigt Landbrug støtter op om sagen, siger Per Eriksen.
En principiel sag
Sagen er principiel, fordi mange vandløb ifølge chefjuristen har ulovlige regulativer. I flere tilfælde tager det årevis at få etableret et nyt regulativ, og i mange tilfælde lykkes det ikke uden klager og retssager.
- Det skal ikke lægges bredejeren til last, at kommunen først udsteder et ulovligt regulativ, dernæst ikke straks retter ulovlighederne, og i sidste ende at disse ulovligheder medfører, at en kommune ikke kan tage stilling til vedligeholdelsesbehovet, siger Nikolaj Schulz.
Sagen er anlagt ved retten i Roskilde, og det er Interlex Advokater, der fører sagen på vegne af blandt andre Per Eriksen.