Stor tilsøgning til landbrug fra ukrainere

7.218 flygtede ukrainere er kommet i arbejde, siden de kom til Danmark efter Ruslands invasion. Mange af dem er søgt til landbrug og fødevareerhvervet, viser nye tal.

Fredag er det et år siden, at Rusland begyndte invasionen af nabolandet Ukraine. Udover at have forårsaget død og ødelæggelse, satte invasionen også gang i en flygtningsstrøm i millionantal til det meste af Europa. 

33.994 af de flygtede har søgt og fået opholdstilladelse i Danmark, og af dem er cirka 12.500 personer efter visitation hos myndighederne blevet vurderet til at kunne tage et job i Danmark.

Det har foreløbig 7.218 ukrainere fået rundt om i Danmark, eller 58 procent af de jobparate. Det viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Og ser man på, hvilke brancher, der har kunnet nyde godt af ukrainsk arbejdskraft, så er landbrug, skovbrug og fiskeri en af de mest populære. 

15 procent er gået til landbrug

Således har 1.093 ukrainere fået arbejde i den branche, og det svarer til godt 15 procent af alle beskæftigede. Det er kun hotel- og restaurationsbranchen samt rejsebureauer, regørings- og servicebranchen, hvor flere ukrainske flygtninge har fået job.

I regeringen er man godt tilfredse med tilgangen af flere ukrainere på arbejdsmarkedet.

- Vi har god brug for dem, så det er en dejlig nyhed, at de kan finde arbejde, og at vi har gavn af dem, mens de er her, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til DR Nyheder.

Hun tilføjer, at jobformidlingen i høj grad er påvirket af hvilke virksomheder, der er i den kommune, hvor den enkelte flygtning bor. Desuden har sprogbarrierer formentlig også en del af forklaringen på, at landbruget har ansat flere ukrainere end for eksempel industri og bygge/anlægsbranchen. 

Det indikeres ligeledes af en opgørelse, som DR Nyheder har lavet på kommuneplan. Den viser, at kommuner, hvor der er mange landbrug, har været mest effektive til at få ukrainere i job. Blandt de bedste på den front er Tønder Kommune, hvor 80 procent er jobparate.

Læs også