Når dørene i næste uge slås op i Messe C i Fredericia til NutriFair 2025, er der endnu en gang fokus på faglighed, viden og netværk. - Vi tror på, at husdyrproduktionen fortsat vil være en central del af det danske landbrugserhverv i årene, der kommer, fastslår arrangørerne.
På husdyrmessen NutriFair i Fredericia er der igen i år særligt fokus på faglighed, vidensdeling og netværk. Det gælder naturligvis på de mange stande, men også på messens tre scener, hvor der er et bredt, sammensat program.
Ifølge Ida Brøgger Hahn, der er projektleder på NutriFair-messen, er messens program lavet med det mål for øje at samle information og skabe debat om udviklingen i husdyrproduktionen, som er central for det danske landbrugserhverv.
- Vi tror på, at husdyrproduktionen fortsat vil være en central del af det danske landbrugserhverv i årene, der kommer, selvom der er en stor omstilling af erhvervet på vej. Derfor har vi sammensat et program, som kan skabe inspiration til fremtidens professionelle husdyrproducenter i Danmark, siger messearrangøren.
En verden efter treparten
Herfra pointeres det, at den grønne trepart har skabt nervøsitet for mange husdyrproducenter landet over. På NutriFair bliver der dog set fremad, for husdyrproduktion i Danmark er og bliver en central del af vores landbrug og landets økonomi, pointeres det.
På messen kan man blandt andet opleve Svend Brodersen fra Gram Slot fortælle om den omstilling, man er i gang med på slottet, som er landets største økologiske mælkeproducent, og hvor man ser skovlandbrug som en vej frem.
Også fodertilsætning til køer har, pointerer arrangørerne, skabt stor debat i den seneste tid i landets medier, siden landets kvægproducenter er blevet pålagt at tilsætte fedt eller Bovaer til deres foder for at sænke CO2-aftrykket.
På messen kan man høre om en ny type foderfedt, som kan skabe betydelige CO2-reduktioner samtidig med, at der opleves en bedre sundhed hos køerne – både i form af ydeevne og fertilitet.
Hvad med økonomien?
Og så er der naturligvis også fokus på økonomi på messen. Flere steder i Europa er den økonomiske situation alvorlig. Det resulterer i faldende renter, som kan vise sig at være en fordel for investeringslystne landmænd, lyder det fra arrangørerne.
Jens Schjerning, cheføkonom i Agrocura og fast markedskommentator her i avisen, fortæller på NutriFair om forventningerne til markedet i 2025, hvor der er udsigt til billigere finansiering.
Anders Andersen, der er afdelingschef for udvikling og energi i rådgivningsvirksomheden Spiras, holder et oplæg om, hvad det kan have af betydning for landmændene, at arealerne som led i trepartsaftalen bliver et aktiv på en helt ny måde i fremtiden.
- Blandt vores udstillere fornemmer vi en lyst til at være en del af udviklingen af husdyrproduktionen i Danmark. Mange byder ind med nye og innovative løsninger, som kan være med til at bære erhvervet fremad, understreger projektleder Ida Brøgger Hahn fra Messe C.
NutriFair-messen finder sted onsdag og torsdag i næste uge i Fredericia.