Går 54 mio. tilbage på bundlinjen: Nordjysk gods tilfreds med seneste regnskab

Det nordjyske gods, Overgaard Gods, har oplevet et stort fald i sit årsresultat, men resultatet anses som værende tilfredsstillende.

I regnskabet for 2023 formåede Overgaard Gods ved Havndal øst for Hobro at tidoble sit årsresultat efter frasalg af grovvareaktiviteter.

Alene frasalget af grovvaredelen havde en positiv effekt på resultatet, hvor det udgjorde 37,2 millioner kroner, og samlet lød årsresultatet på 59 millioner kroner. Trods det flotte resultat for 2023 havde ledelsen på Overgaard Gods, der blev bygget i 1500-tallet, en forventning om, at driftsresultatet ville falde markant i det seneste regnskab og lande i intervallet 5-7 millioner kroner for 2024.

For nylig har Overgaard Gods præsenteret sit seneste regnskab, som viser at ledelsen ramte nogenlunde plet med sine forventninger. Årsresultatet er således faldet til 4,8 millioner kroner.

- Årets resultat lever op til forventningerne, som udtrykt i ledelsesberetningen for 2023 og anses som værende tilfredsstillende, står der i ledelsesberetningen.

Optimering af forretningsområder

Selvom Overgaard Gods er et stykke danmarkshistorie og kan fremvise flotte slotsbygninger, så har godset også et moderne landbrug, hvor driftsområderne er planteavl, skovbrug og svineproduktion.

I ledelsesberetningen fremgår det, at ledelsen i 2025 fortsat vil have fokus på optimering af alle forretningsområderne som griseproduktion, skovdrift, energianlæg med vind (sol) samt ejendomsudlejning og drift af lagerfaciliteter, tørreri mv.

Griseproduktionen er moderne og effektiv og med fokus på trivsel og dyrevelfærd. Den effektive produktion sammen med afsætning af grise til en specialproduktion hvor dyrevelfærd er vægtet højt er med til at skabe fremgang for det nordjyske gods.

Styrkelse af selskab

Trods et solidt drift- og finansielt fundament vil Overgaard Gods ifølge ledelsesberetningen fortsat have nye samarbejdsmuligheder og effektiviseringer i driften med stærk hensyntagen til alle bæredygtige mål.

Ledelsen forventer at kunne fortsætte styrkelsen af selskabets indtjening grundet de strategiske og driftsmæssige beslutninger, der blev effektueret i 2024. Det fremgår også af ledelsesberetningen, at alle forretningsområder forventes at have yderligere fokus og udvikling i det fremtidige samarbejde internt og eksternt med kunder og i nye partnerskaber.

Ledelsen forventer et driftsresultat i intervallet 5-7 millioner kroner i indeværende regnskabsår.

Overgaard Gods har formået at øge sin egenkapital i seneste regnskabsår fra 516,4 millioner kroner til 521,1 millioner kroner.

Læs også