Det danske kapitalselskab Constantinsborg A/S vil overtage FirstFarms og afnotere aktien fra Nasdaq Copenhagen knap et år efter, at selskabet investerede et trecifret millionbeløb i det danske udlandslandbrug.
186 millioner kroner.
Det var det beløb Heartland-koncernen, et holdingselskab for Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsens investeringer, investerede i udlandslandbruget i form af en rettet aktieemission og udstedelse af konvertible obligationer.
Udlandslandbrug får trecifret millioninvestering fra landets næstrigeste familie
Med kapitaltilførslen opnåede Constantinsborg A/S, et selskab i Heartland-koncernen, en ejerandel af FirstFarms på 10,77 procent af aktiekapitalen med retten til at konvertere obligationen til aktier, som dermed ville resultere i en ejerandel på 18,78 procent baseret på det antal aktier, som tegnes i den rettede aktieemission.
Nu har Constantinsborg besluttet at tilbyde aktionærerne i FirstFarms A/S at opkøbe alle aktier i selskabet til en pris på 84 kroner pr. aktie. Samtidig er det målet at få FirstFarms afnoteret fra Nasdaq Copenhagen.
Det fremgår af en officiel meddelelse, som FirstFarms har modtaget fra Constantinsborg. Tilbuddet omfatter alle aktier i FirstFarms undtagen de aktier, som selskabet selv ejer, samt dem, som Constantinsborg allerede har kontrol over.
Afstemning om afnotering
Uanset resultatet af opkøbstilbuddet planlægger Constantinsborg at fremsætte et forslag om at afnotere FirstFarms fra børsen ved den ordinære generalforsamling den 29. april 2025. Hvis opkøbet ikke er afsluttet inden da, vil selskabet arbejde for at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling for at få afnoteringen på plads.
I meddelelsen understreges det, at der ikke er planer om at tvangsindløse de resterende aktionærer, selv hvis Constantinsborg opnår en så stor ejerandel, at de har mulighed for det.
Bestyrelsen i venteposition
Bestyrelsen i FirstFarms har endnu ikke taget stilling til tilbuddet, da de afventer de endelige vilkår, som vil blive offentliggjort i et tilbudsdokument inden for fire uger. Dokumentet skal godkendes af Finanstilsynet og vil give yderligere detaljer om Constantinsborgs planer for FirstFarms.
Bestyrelsen vil senere komme med en officiel vurdering af tilbuddet, hvor de vil veje fordele og ulemper for aktionærerne. I denne proces vil bestyrelsesmedlem Lise Kaae dog ikke deltage, da hun har en relation til Constantinsborg.
Aktionærer skal tage stilling
Tilbuddet vil blive gennemført i overensstemmelse med dansk lovgivning og er betinget af, at alle nødvendige myndighedsgodkendelser falder på plads. Dog er tilbuddet ikke afhængigt af et minimumsacceptniveau fra aktionærerne.
Aktionærer i FirstFarms opfordres til at sætte sig grundigt ind i tilbudsdokumentet, når det bliver offentliggjort, og eventuelt rådføre sig med professionelle rådgivere, før de beslutter at acceptere eller afslå tilbuddet.
Bestseller-milliardær køber 474 hektar landbrugsjord for 84 mio. kroner