En gruppe lokale landmænd har indgået et samarbejde med virksomhederne Daka og ADA Green Energy om at opføre et biogasanlæg på Dakas matrikel ved Løsning i Hedensted.
Hedensted Kommune har tidligere udpeget Dakas jord som den ideelle plads til biogasanlæg.
Initiativtagerne vil 6. marts holde et dialogmøde for at orientere borgerne om planerne.
- Biogas er et vigtigt led i landbrugets og samfundets grønne omstilling, og vi vil gerne være med, da det kan få en stor klimamæssig effekt for os landmænd i området. Men det er vigtigt, at vi har en god dialog med vores medborgere, hvis det skal lykkes, og derfor vil vi gerne inddrage dem tidligt i processen, siger Mads Nielsen, talsmand for leverandørgruppen, i en pressemeddelelse.
Sydfynsk storlandmands biogasplaner kritiseres af naboer
Det færdige anlæg skal efter målsætningen kunne fortrænge omkring 40.000 ton CO2, svarende til den samlede årlige udledning fra 2.800 husstande.
Biogasanlægget forventes at koste cirka en halv milliard kroner og skal stå færdig i 2027.