Samson Agro A/S realiserer en stor investering og udvider fabriksfaciliteterne i Viborg. Det skriver Samson i en pressemeddelelse. Der er tale om en ny produktionsbygning som placeres på et fritliggende jordstykke tæt på virksomhedens nuværende fabrik. I forbindelse med udvidelsen investerer virksomheden også i nyt højteknologisk produktionsudstyr.
Der er tale om en stor fabriksinvestering for Viborg-virksomheden, som løbende har udvidet – senest i 2018. Fabriksfaciliteterne udvides denne gang med cirka 6.000 kvadratmeter produktion med bearbejdningsafdeling og montageafdeling samt personalefaciliteter. Det svarer til en styrkelse af produktionskapaciteten med cirka 30 procent, som skal sikre virksomheden en bedre position til at kunne imødekomme fremtidige forventninger til markedet.
Det er udviklingen og lanceringen af et nyt produkt, der har udløst behovet for øget produktionskapacitet, den nye slæbeskobom Samson TSB.
- Vi har udviklet og testet på det her nye produkt gennem de seneste år. Den første produktion af bommene til sæson 2024 blev revet væk. Og det blev de fordi de lever op til stadigt stigende krav og fokus på bæredygtighed og på at mindske landbrugets miljøbelastning. Det er fantastisk, at det er lykkedes at få grønt lys til byggeprojektet, så vi kan sikre fremtiden for Samson igennem denne langsigtede investering. Særligt i et finansår hvor markedssituationen er vanskeligere end tidligere, siger produktionschef hos Samson Agro A/S Sune Bjerg.
I byggeprojektet vil der være fokus på klimavenlige energiløsninger; den nye fabriksudvidelse bliver bl.a. forsynet med solceller på taget samt varmepumper til opvarmning.
Det første spadestik er taget og de nye faciliteter forventes klar til brug ultimo 2024.
Familiedrevne gyllevognsproducenter ender i voldgiftssag
Om Samson TSB-slæbeskobom
Samson TSB-bommen injicerer gyllen direkte i jorden, og samtidig følger bommen terrænets konturer nøje takket være et aktivt kontursystem, der justerer bommens vinger, så slæbeskoene altid er i kontakt med jorden. Dette reducerer næringsstoffernes fordampning og sikrer en ensartet tildeling, selv på ujævnt terræn. Bommen tilbyder også præcis udbringning med mulighed for at aktivere eller deaktivere bommens enkelte sektioner, hvilket forhindrer overlap og overdosering af husdyrgødning.