Vigtig investering i grøn omstilling og ny teknologi

Fødevareminister Jacob Jensen vil sikre fødevareproduktionen på dansk grund, men en positiv udvikling kræver investeringer i den grønne omstilling og ny teknologi, fastslog han i sin åbningstale på Roskilde Dyrskue.

Står det til fødevareminister Jacob Jensen (V), så skal dansk landbrug hverken lukke eller slukke. Erhvervet skal udvikles i en mere grøn og klimavenlig retning, som understøttes af både nye teknologier og politisk vilje.

Det understregede den sjællandske fødevareminister, da han holdt åbningstale på Roskilde Dyrskue.

- Jeg har allerede set, hvordan unge såvel som etablerede landmænd, mælkebønder og fødevareproducenter bruger teknologiske løsninger til at gøre tingene smartere – og grønnere.

- Det er vigtigt. For vi skal producere fødevareprodukter af høj kvalitet og på en innovativ, bæredygtig og mere klimavenlig måde, så klimaudledningerne kommer ned, påpegede Jacob Jensen.

En bunden opgave

Ministeren betegnede nedbringelsen af udledninger til skade for klimaet for en bunden opgave. Men tilføjede, at dansk landbrug allerede er godt med.

- Dansk fødevareproduktion er, og skal være, et eksempel til efterlevelse for andre landes omstilling af landbruget. Derfor skal det sikres, at produktionen ikke bare lukker og flyttes ud af landet.

- Det kræver, at vi investerer i den grønne omstilling og ny teknologi. Og det skal vi også politisk være klar til. I regeringen anerkender vi dansk landbrug og hele fødevareværdikæden for at være pionerer på den grønne omstilling, lød det fra talerstolen.

Øget interesse fra unge

Herfra pointerede Jacob Jensen også, at han ser det som en kerneopgave at sikre, der er unge mennesker til at overtage bedrifterne i fremtiden.

- Danmark er et stolt landbrugsland. Og det skal vi blive ved med at være – også om 10, 20 og 50 år. Derfor skal vi også sikre nogle rammer, der gør det både nemmere og mere attraktivt at overtage stafetten som ung landmand.

- Heldigvis oplever vi stor interesse for vores landbrugserhverv. I år startede mere end 20 procent flere elever på landbrugsskolerne sammenlignet med 2021.

- Det er afgørende, at nye kræfter kan og vil være med til at udvikle vores landbrug. Derfor vil jeg gøre mit for, at de yngre generationer ser en stor værdi i at trække i arbejdstøjet og ud på marken fremover.

Mindre bureaukrati

For at gøre det mere attraktivt at være landbruger, har ministeren sat sig som opgave at få ryddet op i unødigt bøvl og bureaukrati, lød det videre i talen

- Det kan siges meget enkelt. Det skal være lettere at være landmand i Danmark. Jeg vil derfor generelt se på muligheden for at afskaffe unødvendige regler og benspænd.

Vi skal dog ikke være blinde for, at regler er indført med et formål. Det er derfor vigtigt, at vi tænker os godt om, så vi ikke fjerner regler, der værner om klima, miljø eller dyrevelfærd.

Minister på hjemmebane

Den sjællandske fødevareminister Jacob Jensen er netop fyldt 50 år, og gennem næsten hele sit liv har han hvert år været på Roskilde Dyrskue med sin familie.

I sin åbningstale fastslog han også, at han havde set meget frem til at komme på det dyrskue, han altid har holdt så meget af.

- Det er næsten som at vende hjem. Jeg har været en fast deltager her på dyrskuet, siden jeg var barn, fortalte Jacob Jensen på talerstolen.

- Og det er en tradition, jeg har taget med videre til mine egne børn. Det er en af årets faste udflugter, som både jeg og mine børn glæder os til hvert eneste år, lød det videre fra Jacob Jensen, der som Venstre-politiker også ofte haft en stand på dyrskuet.

- Det er en god mulighed for at få en god snak med en masse gode folk her fra egnen.

/ jhal

Læs også