Erik Olsen fra Pilegård Simmental kunne sammen med datteren Katrine Olsen og niecen Emilie Olsen glæde sig over historisk triumf i interbreed-konkurrencen.
Den prestigefyldte interbreed-konkurrence blandt alle kødkvægracerne udviklede sig til en kæmpe triumf for Pilegård Simmental i Venslev ved Skibby i Hornsherred.
Bedriften med Erik Olsen i spidsen strøg nemlig til tops blandt både hundyrene og handyrene, da dommertrioen – to jyder og en fynbo – efter en grundig gennemgang og votering havde fundet frem til de bedste dyr.
Dobbelttriumfen er faktisk historisk, da vinderdyret hos hundyrene er mor til den flotte fyr, som efterfølgende vandt dysten blandt handyrene. Det er ifølge kvægdommer Henrik Baymler ikke tidligere sket.
Der var i øvrigt ikke blot familierelationer blandt dyrene. Erik Olsen havde i ringen nemlig hjælp af datteren Katrine Olsen og niecen Emilie Olsen.
- Jeg er helt overvældet, lød det umiddelbart efter dobbelttriumfen fra Erik Olsen, der gennem en årrække har udstillet kødkvæg på Roskilde Dyrskue, hvor dommertrioen vanen tro udvalgte tre dyr til finalen i begge kategorier.
Skotsk højlandskvæg var også repræsenteret i begge finaler. Ishøj Kommune sikrede racen 2. pladsen hos hundyrene, hvor murray grey (fra Jens Carlsen i Jerslev) blev nummer tre. Hos handyrene endte det med en »skotsk« 3. plads til Møllegård ved Karise, mens limousine (Løserupgård Limousine) blev nummer to.
Til gengæld var det skotsk højlandskvæg fra Ishøj Kommune, der snuppede sejren i kampen om den bedste besætningsgruppe inden for kødkvæg.