Tættere på biogasanlæg på Djursland

Trods lang tids debat er planerne om at få et stort biogasanlæg på Djursland kommet tættere på, efter en ny ansøgningsrunde.

Den 3. januar var der ansøgningsfrist for at byde ind på at anlægge et nyt biogasanlæg på Djursland. Nu er boet gjort op, og Syddjurs Kommune meddeler, at der kommet én ansøgning.

Ikke overraskende har ansøgningen Brdr. Thorsen Biogas som underskriver. Biogasselskabet er gået sammen med Kosan Gas og NRGi Renewables om at søge om tilladelse til at anlægge et stort anlæg med vedvarende energi, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

De tre samarbejdspartnere peger på en placering ved Lyngdal syd for Homå i Norddjurs Kommune, og anlægget, som ansøgerne har døbt Energiklynge Djursland, skal bestå af både et biogasanlæg, vindmøller samt solceller og skal samtidig give mulighed for at koble de nye energikilder til fjernvarme og Power-to-X.

Brdr. Thorsen Biogas har tidligere forsøgt at få etableret et større anlæg nær Djurs Sommerland, men på grund af lokal utilfredshed blev de planer i sidste ende stoppet.

- En ambitiøs ansøgning

Borgmester i Norddjurs Kommune, Kasper Bjerregaard, hilser ansøgningen fra de tre samarbejdspartnere velkommen:

- Det er en ambitiøs ansøgning, vi står med, og det er vi glade for. Sammen med Syddjurs Kommune har vi et stort ønske om at styrke energiinfrastrukturen og bidrage til den grønne omstilling på Djursland, og begge dele tilgodeser den ansøgning, vi har modtaget, siger Kasper Bjerregaard og fortsætter:

- Jeg er også særligt glad for, at ansøgerne fremhæver vigtigheden af dialog med både borgere og erhvervslivet på Djursland, for det er afgørende, at vi både taler sammen og lytter til hinanden, siger Kasper Bjerregaard, borgmester i Norddjurs Kommune.

I Syddjurs Kommune er borgmester Michael Stegger også glad for, at der er udsigt til et biogasanlæg på Djursland - hvis alle tilladelser vel at mærke kommer i hus:

- Ønsket om at bidrage til den grønne omstilling deler vi med Norddjurs Kommune, så vi er meget glade for det samarbejde, vi har om etablering af et biogasanlæg på Djursland. Selv om anlægget kommer til at ligge i Norddjurs, så vil det med under 10 kilometer til kommunegrænsen alligevel få stor betydning for os i Syddjurs, så vi deler glæden over den ansøgning, der er kommet, siger han.

Har lange udsigter

Der er lang vej, før politikerne kan tage den endelige beslutning om opførelsen af hele anlægget. Der venter flere høringsrunder hos borgerne, en miljøvurdering, og flere omfattende undersøgelser. Ifølge tidsplanen bliver det først i midten af 2027, at myndighederne skal tage endelig stilling til projektet.

Samarbejdet mellem Norddjurs- og Syddjurs Kommune har fundet sted dels i en politisk styregruppe og dels i en administrativ projektgruppe. Begge kommuner udtrykker tilfredshed med samarbejdet.

- Udviklingen af energiinfrastrukturen på Djursland er et tværgående anliggende, og vi er i begge kommuner ambitiøse i forhold til at nå vores klimamål. Derfor har det været en fornøjelse, at vi har kunnet arbejde så produktivt sammen om denne sag, siger Kasper Bjerregaard, borgmester i Norddjurs Kommune.

Borgmesteren i Syddjurs Kommune, Michael Stegger Jensen, er enig og tilføjer:

- På infrastrukturområdet er der flere områder, hvor der er behov for et tæt samarbejde mellem kommunerne, og det har vi med Norddjurs Kommune. Vi har set det på spildevandsområdet, i forhold til affaldshåndtering og nu på biogasområdet, og fremover i forhold til den grønne trepart, siger han.

Læs også