140 MW solpark på vej til Brønderslev

Med byrådets godkendelse af 140 MW solprojekt i Brønderslev er vejen banet for første spadestik til en vigtig milepæl i Brønderslevs grønne omstilling.

Brønderslev Byråd har godkendt opførelsen af et solcelleanlæg ved Tagmarksvej vest for Brønderslev. Når det står færdigt, vil det have en effekt på 140 MW og kunne producere 160 GWh grøn strøm årligt, der kan dække estimeret 35.500 husstandes elforbrug.

Bag projektet står BioCirc, en cirkulær bioøkonomisk koncern, der reducerer CO2-udledningen ved at producere grøn energi. De fortæller i en pressemeddelelse, at projektet bliver et vigtigt skridt mod kommunens mål om at øge andelen af vedvarende energi frem mod 2030 – og som man med godkendelsen håber på at kunne tage første spadestik til så snart som muligt.

I forbindelse med projektet skabes der også cirka 15 hektar ny permanent natur, hvilket vil binde de skovbevoksede områder i Store Vildmose bedre sammen.

- Det er fantastisk, at vi nu snart kan tage første spadestik på dette BioCirc-projekt i Brønderslev, der udover at bidrage til kommunens grønne omstilling også udmærker sig ved at skabe ny permanent natur; det er sådan, man udvikler bæredygtigt, og det er vi meget glade for, nu endelig bliver en realitet, lyder det fra Jørgen Skeel, der som lodsejer af projektområdet har været med til at få BioCirc til Brønderslev.

Læs også