Vejret i år er generelt set meget skidt for frøavlerne på Fyn og Jylland, fortæller Erling Christoffersen, der er avlschef for Region Vest hos DLF. Presset har især været på Fyn, hvor der har været ekstremt tørt set i forhold til Jylland. Og det nuværende våde og blæsende vejr er kun med til at forværre situationen.
Erling Christoffersen, der er avlschef for Region Vest – der dækker Jylland og Fyn – hos DLF, vil ikke komme med et konkret bud på, hvordan indeks ligger inden for de forskellige frøafgrøder.
- Men overordnet set, ser det desværre skidt ud. Og det gælder for alle de forskellige typer af afgrøder. Vi ligger noget under normalt i år, siger avlschefen.
Avlschefen anslår, at der rundt regnet er blevet høstet tre fjerdedele hvidkløver i Region Vest.