Uldum Kær er et af de områder i Hedensted Kommune, hvor der kan være et potentiale for lavbundsprojekter. Derfor inviterer de lokale landbrugsorganisationer og Hedensted Kommune til gående infomøde om emnet.
På infomødet deltager både lokale landmænd, som ønsker at få belyst mulighederne for potentielle lavbundsprojekter, eksperter fra landbrugets egne organisationer og Hedensted Kommune, som har fået støtte af Miljøstyrelsen til at foretage en grundig kortlægning af, hvor lavbundsprojekter giver bedst mening at gennemføre.
Formand for Udvalget for Vækst & Klima Lars Poulsen (V) forklarer om baggrunden for infomødet:
- Vi har indgået et ambitiøst klimapartnerskab med landbruget i Hedensted Kommune. En del af det handler om at afsøge mulighederne for, hvordan vi for eksempel kan reducere udledningen af CO2 og næringsstoffer. For nogle landbrug og lodsejere kan et lavbundsprojekt give god mening, mens det måske ikke gør for andre. Det finder vi bedst ud af ved at undersøge tingene til bunds og gennem en åben og fordomsfri dialog om mulighederne, så det er det, vi lægger op til her i, mens vi tager Uldum Kær i øjesyn – og det håber jeg mange vil bakke op om.
En af dem der gerne vil støtte op om en åben dialog er Søren Moss Rasmussen, der ejer jord ved Uldum Kær:
- For mig som landmand og lodsejer er det meget vigtigt at få belyst både fordele og ulemper. Hvad vil et projekt betyde økonomisk, hvilken miljøeffekt kan jeg forvente, men jo også, hvad det vil betyde for et område som Uldum Kær, hvis flere arealer skal indgå i sådan et projekt? Derfor lægger jeg jord til noget af infomødet, så vi kan få syn for sagen og sammen blive klogere på, hvilke muligheder der er.
Hedensted Kommune har modtaget en millionbevilling fra Miljøstyrelsen til netop at undersøge, hvor lavbundsprojekter giver bedst mening.
Det betyder, at lodsejere kan få vurderet potentialet for et lavbundsprojekt – og efterfølgende træffe en beslutning, om selve projektet skal gennemføres. Det vil altid være frivilligt at deltage, også selvom der er blevet gennemført en vurdering af potentialet i det konkrete projekt.
Markvandring
Onsdag den 4. september klokken 19-21
Mødested: Hvor Kærvejen møder Dortheasvej
Tilmelding ikke nødvendig
Østjysk Landboforening, Vejle-Fredericia Landboforening og Hedensted Kommune står bag infomødet
På infomødet kan man blandt andre møde Eja Lund, udtagningskonsulent hos Velas, Marc Reseke, klima- og partnerskabskoordinator i Hedensted Kommune og landmand Søren Moss Rasmussen, der har jord ved Uldum Kær