Klumme: Hermed afliver jeg fem familiemyter

Efter 35 års arbejde som advokat med speciale i at rådgive erhvervsdrivende og landbrugere, er der nogle myter, der har lige så lang historik på bagen, som jeg har, skriver advokaten Jens Axel Kruchov i denne klumme.

Af Jens Axel Kruchov, advokat og partner, Storm Advokatfirma

Jeg vil i denne klumme gerne aflive nogle af disse myter. Gik du, før du læste denne klumme, rundt og troede på en eller flere af myterne, er du velkommen til at kontakte mig, så du kan få din jura til at passe med din virkelighed.

Nu til myterne.

Myte 1

Samlevende kærester arver hinanden efter fem år.

Nej, det gør de ikke. Kærester arver aldrig hinanden, medmindre man laver et lovligt testamente. Hvis der er lavet et testamente, kan en kæreste indsættes som arving, men vær opmærksom på, at kæresten skal betale boafgift med 15 procent efter to års samliv (36,25 procent, hvis samlivet har varet kortere end to år).

Kæresten vil efter to års samliv kunne modtage pensioner og forsikringer som nærmeste pårørende.

Kæresten skal betale boafgift af forsikringer og pensioner, hvorimod en ægtefælle er fritaget for boafgift.

Myte 2

Et særeje vil ikke tilfalde en ægtefælle som arv, men vil gå til afdødes børn i stedet for.

Nej, det er ikke rigtigt. Særeje har kun betydning i tilfælde af bodeling ved separation eller skilsmisse. Et særeje tilhørende afdøde vil falde i arv efter arvelovens regler, og en ægtefælle er arving efter arveloven. Ændringer i dette kræver et lovligt testamente

Myte 3

Kærester skal dele deres formue ved samlivsophævelse efter to års samliv.

Nej, det er heller ikke rigtigt. Kærester skal ikke foretage en deling af deres formuer, hvis de flytter fra hinanden, idet de ikke har et formuefællesskab. Det modsatte gælder for ægtefæller, der skal dele, medmindre de har særeje.

Myte 4

Ægtefæller hæfter for hinandens gæld.

Nej. Hovedreglen er, at man ikke hæfter for hinandens gæld. En undtagelse er, at man dog hæfter for hinandens skattegæld, hvis man er samboende ægtefæller. Er man gift med en landmand, hæfter man således ikke for landmandens gæld, medmindre det er skattegæld eller at man selv har underskrevet på at hæfte for en kreditor.

Myte 5

En efterlevende ægtefælle bør sidde i uskiftet bo, når den førstafdøde afgår ved døden.

Det er næsten aldrig en fordel at sidde i uskiftet bo, idet der er betydelige negative skattemæssige og økonomiske konsekvenser af denne skifteform.

I den bedste af alle juridiske verdner har ægteparret lavet et testamente, hvorefter den efterlevende arver mest muligt, så et privat skifte kan gennemføres uden at man skal finde en betydelig likviditet til børnene.

Ved dødsfald skal man derfor kontakte en erfaren dødsboadvokat så hurtigt som muligt og inden det første møde i skifteretten.

- Er man gift med en landmand, hæfter man ikke for landmandens gæld, medmindre det er skattegæld eller at man selv har underskrevet på at hæfte for en kreditor

Overrasker mange

Blev du overrasket over disse myter og hvordan det i virkeligheden hænger sammen? Så er du ikke den eneste. Jeg oplever hele tiden, at man går rundt og tror, at disse myter er den skinbarlige sandhed.

Jeg oplever så også, at klarheden over den familiære situation og dens konsekvenser giver ro. Også i forhold til de kommende generationer.

Læs også