Nu er det slut med soja til Mogens’ økokvæg

Det er slut med at bruge soja i foderet til økologiske malkekøer hos flere mejerier i Danmark, hvilket skal være med til at stoppe afskovning i blandt andet Sydamerika.

Udfasningen af soja i kvægfoderet er Thise Mejeris bidrag til at få en mere bæredygtig landbrugsproduktion i Danmark, siger direktør Poul Pedersen. Arkivfoto De 210 malkekøer ved Mogens Jeppesen fodres nu ikke længere med soja, hvilket er helt fint for den økologiske mælkeproducent. Arkivfoto

I slutningen af 2020 offentliggjorde Thise Mejeri en ny bæredygtighedsstrategi. I den kunne man læse, at mejeriet senest 2023 ville udfase brugen af soja som proteinkilde i foderet til de økologiske køer.

Og efter en indkøringsfase, hvor 32 af Thises 75 andelshavere i 2021 deltog i fire staldskoler for at få erfaringer om, hvordan den bedste måde at erstatte soja med dansk produceret proteiner var, blev beslutningen om at sige farvel til soja fra Sydamerika, truffet på et møde.

Det var en nem beslutning på det tidspunkt.

- Erfaringerne fra de enkelte gårde har gennemgående været meget positive. Med skyldig hensyntagen til sikkerheden for foderforsyningen blev det på mødet besluttet, at det foder, som man eventuelt indkøber, ikke nødvendigvis skal være dansk, men af europæisk oprindelse, skrev Thise tidligere.

En unødvendig miljøbelastning

Og det har nu fået effekt hos alle Thises andelshavere. En af dem er Mogens Jeppesen, der har sin daglige gang på Nr. Budsgaard udenfor Nørre Nissum i Vestjylland.

Fra 1. oktober i år stoppede brugen af soja i foderet således hos ham samt de øvrige andelshavere i mejeriet med hovedsæde udenfor Skive.

Han er helt enig i beslutningen om at sige farvel til sojaen i foderet til sine 210 økologiske malkekvæg.

- Jeg synes, det er fint. Jeg har hele tiden haft det lidt mærkeligt med at have animalsk produktion her i Danmark, og så fodrer den med udenlandsk foder. Det er jo en miljøbelastning, som på en måde er unødvendigt, siger han til Landbrug Nord og fortsætter:

- Jeg ved godt, at vi er gode til at producere kød af grise og køer, men det er en punktforurening, der sker ved at vi sejler foder hertil, siger Mogens Jeppesen.

Kan producere en del

Med hestebønner som en af proteinkilderne vil han selv kunne producere noget af det, hans køer har brug for. Dog ikke det hele, siger han.

- Jeg har ikke helt selv jord nok til at jeg kan producere nok til at jeg kan være selvforsynende. Men vi prøver at gøre det bedste, vi kan. Vi har både raps og hestebønner inde og også korn. Så jeg skal supplere lidt op, siger Mogens Jeppesen.

Ifølge administrerende direktør hos Thise, Poul Pedersen, skal skiftet væk fra soja ses som mejeriets bidrag til at få en mere bæredygtig landbrugsproduktion i Danmark.

- Når man brænder regnskov af for at få plads til kvæg og soja, er det forbundet med en meget stor klimabelastning. Den bedste måde, vi kan hjælpe med at bevare de områder, er, at vi lader være med at efterspørge det, siger Poul Pedersen til DR Nyheder.

En væsentlig belastning

Og det er en væsentlig klimabelastning, der kan henføres til brugen af soja i den økologiske mælkeproduktion.

Tal fra Økologisk Landsforening viste i 2021, at soja tegnede sig for halvdelen af klimabelastningen fra import af foder, selv om den i mængde kun udgjorde 13 procent.

I alt svarer importen af soja til op mod en tredjedel af de samlede udledninger af drivhusgasser fra dansk landbrug.

Danmark har traditionelt importeret enorme mængder soja til husdyrproduktionen. Der var i 2021 tale om et areal, der svarer til Sjælland og Falster til sammen.

Også mejerierne Naturmælk og Øllingegaard har valgt at udfase brugen af soja i den økologiske mælkeproduktion.

- Jeg har hele tiden haft det lidt mærkeligt med at have animalsk produktion her i Danmark, og så fodrer det med udenlandsk foder. Det er jo en miljøbelastning, som på en måde er unødvendigt.

Økologisk mælkeproducent Mogens Jeppesen, Nørre Nisum

Læs også