Vær opmærksom på kimtallet

Det kan være en gode ide at være særligt opmærksom på kimtallet i denne tid, hvor temperaturerne langsomt sniger sig opad. Seges oplever, at stigende udetemperaturer ofte også betyder et stigende kimtal, og derfor opfordrer de til at være særligt opmærksom på malkeanlæggets og kølertankens vaskeautomat og varmvandsforsyningen.

Seges opfordrer til, at det kan være en god ide at få lavet et servicetjek af malkeanlæggets og køletankens vaskeautomat, så man er sikker på at vandmængden er korrekt og dosering af rengøringsmidler svarer til leverandørens anvisninger. Alt sammen for at medvirke til, at kimtallet ikke springer i vejret med stigende udetemperaturer.

Doseringspumperne kan trænge til nye slanger, da de gamle kan have mistet deres elasticitet hen over vinteren, oplever Seges.

 Man kan selv løbende tjekke forbruget af rengøringsmidler, ved at mærke niveauet i dunke eller tromler op med en tusch og se, om det ugentlige forbrug er konstant.

Tjek varmvandsforsyningen

Det er også en god ide at holde øje med varmvandsforsyningen. Kvalitetsrådgiverne hos Seges oplever ofte, at der mangler varmt vand til rengøring af anlæg og tank. El-vandvarmere skal jævnligt tjekkes for, om de er i orden, opfordrer de.

Mange har to eller flere beholdere, der ofte er serieforbundet. Her kan det være svært at opdage, om der er gået et varmelegeme i en af beholderne. Det vand, der kommer ud til at begynde med har en høj temperatur. Men der er måske kun 250 liter varmt vand i systemet mod de forventede 400 liter, fordi det ene varmelegeme mangler.

Seges anbefaler, at man kontroller det et par gange om året ved at tømme beholderen, samtidig med at vandets temperatur måles. Brug en spand og et termometer. For hver spand, der tappes ud måles temperaturen, og når temperaturen kommer under 60 grader, er der ikke mere varmt vand tilbage i beholderen. Antallet af spande angiver, hvor mange liter varmt vand, der er til rådighed til rengøring.

Separat varmvandsforsyning til malkeanlæg og køletank

Sidst er det en god ide at være opmærksom på ændrede rutiner i stalden. Specielt hvis man anvender den samme varmvandsforsyning til forskellige formål, for eksempel rengøring af køletank og varmt vand til kalvemælk eller rengøring af skåle.

Hvis tidspunktet falder sammen med vask af malkeanlægget, er der måske ikke varmt vand nok til begge dele, oplyser Seges og anbefaler, at have separat varmvandsforsyning til malkeanlæg og køletank, så man altid har den nødvendige mængde varmt vand til rådighed.

teba

Læs også