Slut med høj foderstyrke inden faring

Nye anbefalinger går væk fra høj foderstyrke de sidste fire uger inden faring, som ellers i årevis har været »god latin«.

Tidligere har det været »god latin« at hæve fodertildelingen til drægtige søer de sidste fire uger i drægtigheden, for at få større grise ved faring. Ifølge Peter Mark Nielsen, der er rådgiver i Velas, har der dog ved flere afprøvninger ikke været muligt at finde effekten i praksis.

I nyhedsbrevet Trynekontakten forklarer han, at der igen er blevet lavet forsøg med foderstyrken til drægtige søer:

- Og det ser ud til, at det giver et bedre resultat at give samme mængde foder fra 28 dage efter løbning til indsættelse i farestalden, fortæller han.

Fordel for små søer

- Foderforbruget pr. so er det samme. Forskellen er, at midt i drægtigheden får søerne lidt mere foder end de gør nu, forklarer han og tilføjer, at det særligt vil være en fordel for de mindste søer i systemer, hvor der er kamp om foderet.

På baggrund af de nye undersøgelser anbefales det derfor nu, at normalvægtige søer får 3,0 foderenheder pr. so pr. dag fra løbning og til dag 28. Derefter - fra dag 29 til dag 112 - går de 2,8 foderenheder pr. so pr. dag.

Uændret huldjustering

Ifølge Peter Mark Nielsen er anbefalingerne uændrede omkring at justeringen af søernes huld ske de første fire uger efter løbning:

- Så i denne periode skal der være forskellige foderkurver til tynde, normale og fede søer samt en til gyltene.

Læs også