Krampe FlexBody – Ny trevejs-tipvogn fra Krampe til både landbrugs- og entreprenøropgaver
Nu udvider Krampe Fahrzeugbau GmbH endnu en gang deres produktsortiment. Denne gang med en helt ny Krampe FlexBody serie, der vil positionere Krampe endnu bedre som full-line leverandør inden for transportteknik i landbruget og entreprenørbranchen. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Nulserien er allerede i praktisk brug og skal bevise sit værd ved årets høst, men den officielle præsentation finder sted på Agritechnica i november 2025.
Modulopbygning til individuelle behov
Krampe FlexBody er bygget på et modulært koncept: Chassis, lad og sider kan frit kombineres – nærmest som byggesæt.
Denne systemopbygning gør det muligt at skræddersy vognene præcist til de enkelte brugeres behov, samtidig med at det giver økonomiske fordele i både produktion, reservedelsforsyning og i sidste ende hos kunderne.
Krampes danske salgschef Kennet Brønner ser flere muligheder i de relativt lette og enkle vogne.
- Jeg tror, at der er flere kunder, der gerne vil have en let vogn, som ovenikøbet er nem at tilpasse til formålet. Og så har udviklingen af FlexBodys modulære design resulteret i en række nyudviklede og patentanmeldte løsninger, vi helt sikkert også får glæde af på de andre vogntyper med tiden.
Variation i chassis og opbygning
FlexBody-chassiset vil blive leveret i flere varianter. I første omgang lancerer Krampe FlexBody som enakslede trevejs-tipvogne (EDK), tre versioner med tandem-aksler (TDK) og toakslede modeller med drejeskammel (ZDK).
Tipladet er konstrueret, så det er adskilt fra undervognen og vil også være tilgængeligt i flere størrelser – fra 2 x 4 meter til 2,42 x 5,2 meter. Siderne kan tilpasses med moduler efter ønske.
I serie-introduktionen i 2026 tilbydes højder på 60 og 80 centimeter. Ved at kombinere forskellige chassis- og opbygningsvarianter kan der sammensættes mange forskellige vogntyper. Senere følger flere modeller, herunder for første gang versioner med portlåger. Alle vogne vil som standard blive leveret med EU-typegodkendelse, enten til 40 km/h eller 60 km/h alt efter lokal lovgivning.
Intelligent koncept giver unik vognsideløsning
De nye FlexBody-sidevægge har en nyudviklet profil, der med en speciel valseteknik kombinerer lav vægt og høj stabilitet. Det nye design minimerer mulighed for ophobning af skidt, for den patentanmeldte profilform har en gennemgående notgang, som gør det muligt at montere samlinger og beslag helt uden svejsning.
Det gør også montering af overdækningssystemer muligt uden boring eller svejsning – blot via en smart klemmekonstruktion. Hurtigt betjente hængsler giver også nem afmontering og nedklapning af siderne, så fleksibiliteten er i top.
Krampe FlexBody
Fordele for kunden – kort fortalt:
• Maksimal tilpasning til individuelle og driftsmæssige behov
• Serieproduktion af moduler med høj kvalitet direkte fra fabrikken i Tyskland
• Standardiserede dele for hurtig tilgængelighed af reservedele
• Let om- og eftermontering – også muligt på eksisterende vogne