2022 ER SNART historie. Og man kan blive helt forpustet af at se tilbage, sådan som vi gør i denne avis – årets sidste fra Effektivt Landbrug. Særligt krigen i Ukraine har sat sig dybe menneskelige og økonomiske spor. Selvfølgelig primært i Ukraine. Men også her til lands mærker vi ganske kraftigt følgerne.
NATURLIGVIS KAN MAN ikke sammenligne et folk i krig med folk i almindelighed, som »blot« er påvirket økonomisk af krigen. Men man kan i dén grad lade sig inspirere af det mod og den kampgejst, som hele det ukrainske folk udviser. De vil ikke bukke sig for det, mange magelige »iagttagere« på vore breddegrader har set som en soleklar overmagt i det store Rusland.
UKRAINERNE BLEV AF mange »kloge« opfordret til at overgive sig for overmagten i de første krigsdage i det tidlige forår. For hvad skulle det hele nytte. Måske var de »kloge« i virkeligheden allermest bange for egen tryghed og økonomi. Måske var det lidt lettere, hvis ukrainerne bare overgav sig, så verden kunne vende tilbage til det normale igen.
SÅDAN GIK DET som bekendt ikke. Ukraine overgiver sig ikke. Det skal vi være glade for. For skulle det ske, overgiver vi os også selv. Det må ikke ske. Heller ikke når dagene er kortest, kulden mest ekstrem og pengene mindst. Alternativet er nemlig ikke til at leve med.
I LANDBRUGET ER der også masser at kæmpe for. Sammenligning med krigen i Ukraine vil være uhørt. Men derfor kan man også i dansk landbrug godt lade sig inspirere af det fællesskab og den gejst, ukrainerne udviser mod en »på papiret« langt stærkere modstander.
DANSKE LANDMÆND OG deres organisationer og mindre foreninger oplever også at være oppe mod modstandere, som »på papiret« er dem overlegne. F.eks. i form af mandskab eller økonomi. Eller begge dele. Alligevel kæmper foreningerne videre. Fordi de har en sag. Eller flere.
NOGLE KÆMPER SOM bekendt for ret og rimelighed omkring efterafgrøder. Nogle kæmper for det samme omkring BNBO-områder. Andre igen imod et statsligt og kommunalt spildevandscirkus. Og snart kan en CO2-afgift pålagt landbruget i Danmark blive en ny kampplads, hvor der er brug for alle gode kræfter i landbruget for at opnå ret og rimelighed.
VI HAR SIKKERT glemt at nævne vigtige sager, der kæmpes for i dansk landbrug i disse år. Det beklager vi. Men vi beklager ikke det faktum, at det igen og igen viser sig, at det nytter at kæmpe. Også i landbruget. Også mod en tilsyneladende overmagt med uanede ressourcer.
VORES FROMME HÅB for det nye år er ikke mindst, at året vil bibringe en øget kampgejst i landbruget. Og at året vil give erhvervet nye sejre i sager, som er helt centrale for et landbrug, som ønsker at drive forretning og familieliv så frit og retfærdigt som muligt i en verden, hvor magthavere både i ind- og udland tilsyneladende ikke skyr nogen midler eller ressourcer for at gennemtrumfe deres vilje.
God Jul & Godt Nytår