Regelforenkling fortsætter

Fødevareministeren har fundet yderligere 16 forenklinger og tilpasninger på Fødevareministeriets område.

Fødevareminister Jacob Jensen (V) fortsætter arbejdet med regelforenkling og har fundet yderligere 16 tiltag. Dermed er der nu gennemført eller planlagt i alt 51 forenklinger og tilpasninger, som skal gøre det nemmere at være landmand, fisker og fødevareproducent i Danmark.

De seneste tiltag i regelforenklingsprojektet »Lug ud i lovgivningen« betyder blandt andet, at det nu bliver nemmere at håndtere papirarbejdet, når man skal have sin hest med til arrangementer.

Før skulle man registrere, hvor hesten blev flyttet hen, selv hvis det kun var for én dag. Fremover er det kun arrangøren, der skal notere flytningen ved større arrangementer. Ved mindre arrangementer behøver man som hesteejer ikke at gøre noget.

Der bliver også mindre kontrol, når virksomheder eksporterer kød og kødprodukter til USA. De amerikanske fødevaremyndigheder kræver stadig regelmæssige tilsynsbesøg for virksomheder, der er godkendt til eksport. Men den danske USA-enhed tilpasses, så det bliver mindre tidskrævende for virksomheder med eksport til USA.

- Unødigt bøvlede regler må ikke spænde ben for sund fornuft. Derfor er jeg glad for, at jeg kan lave yderligere 16 forenklinger eller tilpasninger. Hver for sig kan den enkelte forenkling måske synes som en lille ting, men for den enkelte erhvervsdrivende kan det have stor betydning i hverdagen, siger Jacob Jensen.

Læs også