Om vinteren får vi besøg af mange forskellige fugle fra Nordskandinavien. Når frost og sne gør fødesøgningen for besværlig, vælger mange fugle at trække sydpå.
De store flokke af gæs og svaner er lette at få øje på, når de har indtaget markerne, men mange af vores fjerede vintergæster er meget mindre og ikke helt så kendte.
En del af de små fugle fra nord er knyttet til vores kyster. Selvom områderne, hvor hav møder land, virker ret barske i denne tid, så er der faktisk mange spændene arter at finde. En af dem er bjergirisken.
Bjergirisken er på størrelse med den velkendte skovspurv. Den er gulbrun og stribet på ryggen og siderne af kroppen. Dens næb er gult, lille og trekantet – set i profil. Det gule næb er et godt kendetegn at huske på, og har givet fuglen det latinske navn »flavirostris«, der netop betyder gult næb.
Artens vingefang måler mellem 22 og 24 centimeter, og den er omkring 13,5 centimeter fra næbspids til haletip. Vægten ligger mellem 13 og 18 gram. Som de fleste småfugle kan bjergirisk få unger, når den er omkring et år gammel. Den får typisk to kuld på fem til seks æg.
Bjergirisken spiser hovedsageligt af frø fra ukrudt, som tages i planten eller på jorden. Den fouragerer i store flokke på brakmarker, fælleder og især strandenge. Nogle år optræder arten i flokke på op til 1.000 individer – især i Nord- og Vestjylland, på Fyn og på Langeland.
Har man pakket sig godt ind, og er taget en tur til vinterkysten, så vær opmærksom. Der er nemlig flere spændende arter, man kan være heldig at få at se.
På de store sten ved molerne piler de sortgrå ryler omkring i vandkanten, og i opskyllet på stranden finder stenvenderen måske lidt føde.
Bjergirisker i flok er et dejligt syn, så hold øje med de små fugle og de andre flyvende vintergæster på turene ved kysten.