Nye udstillere i kø til Have & Landskab på slottet

Udsigten til at møde den samlede grønne branche til tre faglige dage i skønne omgivelser på Ledreborg Slot har øget interessen for Have & Landskab.

Der er stor interesse for at være repræsenteret på Have & Landskab 2025 – både blandt nye udstillere og »de gamle«.

Derfor sigter udstillingsledelsen mod mindst 275 udstillere og op mod 12.000 gæster i løbet af udstillingens tre dage på Ledreborg Slot ved Roskilde fra 3. til 5. september.

Allerede nu har hele 23 virksomheder, som enten aldrig før har udstillet på Have & Landskab, eller som har været væk i mange år, købt stand til Skandinaviens største fagudstilling for den grønne branche.

Lancering af støjhegn

Blandt de nye udstillere i Have & Landskab-sammenhæng er den hæderkronede danske isoleringsproducent Rockwool, som ankommer i forbindelse med lancering af støjhegnskonceptet Rockwool Noistop.

Virksomheden vil præsentere tre forskellige løsninger i stål, træ og selvfølgelig akustisk stenuld, som de primære materialer, og salgs- og marketingskoordinator Annette Runge understreger, at det betaler sig at bekæmpe støjen – uanset om man prøver at skærme omverden for ens egen støj eller prøver at skabe fred fra omverdenen på ens egne arealer.

- Uanset om vi taler støj fra en børnehave, en trafikeret vej eller en varmepumpe, er støjen ikke lineær. Det skal forstås på den måde, at hvis du eksempelvis er påvirket af støj på 50 til 75 decibel, og du med vores hegn kan dæmpe støjen med 10 dB, så vil du faktisk opleve støjen som mere end halveret, forklarer Annette Runge.

Jubilar med nye produkter

Pindstrup Mosebrug A/S har 120 års jubilæum i år, men det er første gang, at de står klar til at møde den samlede grønne branche på Have & Landskab. Den nye beslutning skyldes, at der i markedet er ved at ske en bevægelse væk fra spagnum på grund af produktets CO2-aftryk.

Virksomheden sælger stadig spagnum, som er et både luftigt, vandholdigt og billigt produkt, men i stigende grad også blandingsprodukter med træfibre og sågar fibre, som stammer fra biogasanlæg, oplyser sælger Henry Fruekilde fra Pindstrup Mosebrug.

- Vi skal finde den rette løsning til folk, så vi har både spagnum, flere blandingsprodukter og helt spagnumfri produkter med. Vi har haft den slags på hylderne i nogle år, men i starten var priserne højere, fordi mængderne var mindre, og så var det kun pionererne der købte. Nu er priserne begyndt at komme lidt ned, og så bliver det interessant at se, hvad markedet siger, lyder det fra Henry Fruekilde.

Danmark under forvandling

Første udgave af Have & Landskab blev afholdt i 1992. Næste udgave blev afholdt i 1995 og siden da har udstillingen været afholdt i alle ulige år.

Frem til 2001 blev Have & Landskab afholdt et nyt sted i landet hver gang, men fra 2003 til og med 2023 havde udstillingen til huse ved ZBC Jernbjerggaard i Slagelse. I år foregår det for første gang på Ledreborg Slot ved Roskilde.

- Vores skifte til Ledreborg Slot handler ikke bare om helt nye æstetiske rammer og mere plads men symboliserer også, at branchen er nødt til at flytte sig. Danmark står i en brydningstid, hvor både by og land står overfor massive forandringer, fortæller udstillingsleder Dina Overgaard og tilføjer:

- Der er brug for konkrete løsninger, og det kræver, at vi mødes ét sted om alle løsningerne og udfordringerne og taler sammen. Derfor er temaet for Have & Landskab ’25 »Danmark under forvandling«, for med klimaforandringer, biodiversitetskrise, ændringer i lovgivning, teknologisk udvikling og strammere budgetter er »plejer« vitterligt død.

Læs også