17 procent foran: Stor opbakning til Agromek

Der er både mange nye virksomheder og mange gengangere blandt udstillerne på Agromek 2024.

Opbakningen fra både nye og gamle udstillere er større, end den plejer, og salget af stande på Agromek-messen går rigtig godt, lyder det i en pressemeddelelse.

- Vi oplever stor opbakning til årets Agromek - både fra udstillere, der var med i 2022, men også fra virksomheder, der enten er helt nye på Agromek eller er vendt retur. Vi er meget optimistiske og tror på, at Agromek 2024 bliver den bedste messe i mands minde. Her seks måneder før messen åbner, er vi hele 17% foran på kvadratmeterne sammenlignet med samme tidspunkt i 2022, lyder det fra Claus Hermansen, direktør, Agromek, der fortsætter.

- Vi er i Agromek-teamet startet tidligere, end vi plejer med salg, og vi har organiseret salget anderledes, end vi plejer, og så har vi også haft glæde af at udstillerne havde en virkelig god messe i 2022. Selvom hver messe er ny, og man på en måde starter forfra hver gang, så har ånden fra 2022-messen hjulpet med 2024-salget.

- Det samme ser vi med internationale gæster. Jeg har haft et hav af møder med danske ambassader i udlandet og udenlandske ambassader i Danmark. Hvor der tidligere var mange spørgsmål, om det var en god ide at deltage på messen, så har det den her gang mere handlet om, hvordan man deltager på messen. Så vi er også optimistiske i forhold til, at man her i 2024 vil se mange udenlandske gæster på Agromek, slutter Claus Hermansen.

Agromek finder sted i MCH Messecenter Herning 26.-29. november 2024.

Læs også