To længe efterspurgte lempelser for landbrugets maskiners færdsel på offentlig vej er nu en realitet. Det glæder Landbrugserhvervets Færdselsgruppe.
Det har taget tid. Lang tid. Men nu er det endelig lovligt at køre med traktorer og mejetærskere på bælter på offentlig vej mellem gård og mark. Det betyder, at Danmark har adopteret EU’s regler om traktorer med gummibælter, og det er et vigtigt resultat, fremhæver Henning Sjørslev Lyngvig, der med Landbrugserhvervets Færdselsgruppe har arbejdet for ændringen.
- Vi arbejder, både i Danmark og i EU, for, at EU-reglerne om landbrugskøretøjer skal danne rammen om ny dansk lovgivning, da Danmark ikke er stor nok til, at der bygges maskiner specielt til os. Arbejdet for lovliggørelse af traktorer og motorredskaber med gummibælter er det bedste eksempel på, at det virkeligt er lange seje træk at ændre danske trafikregler, da den gamle lovgivning er fra 1954. Landbrugserhvervet har behov for gummibælter for reduktion af jordpakning ved brug af vore store maskiner. Desuden er gummibælter nødvendige for at bjærge høsten i våde høstår. Så det er en rigtig nyttig regelændring, vi har fået igennem, siger Henning Sjørslev Lyngvig.
Mariesminde Landbrug afslutter kæmpehandel med 16 maskiner
Til og fra værksted
Den anden regelændring handler om bredden af maskiner på offentlig vej.
Landmænd og maskinstationer har hidtil haft mulighed for lovligt at have øget bredde mellem gård og mark, samt mellem maskinstation og kunde. Men man har ikke måttet køre de samme maskiner til og fra værksted. Det har Færdselsgruppen påpeget overfor Transportministeren og Færdselsstyrelsen, som har lyttet.
- Derfor er det fra 2025 lovligt at køre landbrugserhvervets brede maskiner til og fra værksted. Specielt Dansk Maskinhandlerforening har efterspurgt dette, men det er vigtigt for hele erhvervet, siger Henning Sjørslev Lyngvig, der glæder sig over stor lydhørhed fra både myndigheder og transportminister omkring landbrugets udfordringer.
Ægte interesse fra ministeren
- I Færdselsgruppen oplever vi et særdeles godt samarbejdsklima med Færdselsstyrelsen. Det kan vi kun kvittere for. Samtidigt har transportminister Thomas Danielsen klart tilkendegivet, at han er enig i, at der er behov for en mere tidssvarende lovgivning. Ministeren har også prioriteret ved selvsyn at være ude at se på udfordringerne. Det vidner om en ægte interesse, og vi er derfor fortrøstningsfulde i forhold til at få flere ændringer på plads inden så længe. Aktuelt håber vi særligt, at der kommer ændringer omkring Tempo 40-ordningen, siger Henning Sjørslev Lyngvig.
Tempo 40-ordningen blev lavet i 2016 med mål om, at maskiner konstrueret til 40 kilometer i timen også måtte køre 40 kilometer i timen.
- Men Tempo 40- ordningen har aldrig været operationel for landbrugets køretøjer, da den krævede registrering i motorregistret. Og motorregistret blev aldrig tilpasset Tempo 40-ordningen. Derfor har ordningen kun været brugbar for registrerede traktorer og vogne hos for eksempel entreprenører, og ikke markmaskiner og landbrugsvogne, der ikke skal registreres. Vi er i dialog med Færdselsstyrelsen om en ny Tempo 40-ordning, der ikke kræver nummerplade, og jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at der kan findes en løsning, siger Henning Sjørslev Lyngvig.