NHS Maskinfabrik A/S vil afhjælpe landmændenes klimaudfordringer, samt bidrage til mindre udledning i åer og vandløb med nyudviklet maskine til jordforbedring.
Det er mere end 40 år siden, den blev opfundet, men nu er silkeborgensiske NHS klar med en opgraderet version af melioratoren – en maskine til jordforbedring. Det er kunder, der har arbejdet med melioratoren i mere end 30 år, der har bidraget til genintroduktionen.
NHS NewAge Tx Meliorator er navnet på den nye satsning hos den silkeborgensiske maskinproducent NHS, som siden 1980 har været et stærkt brand på både det danske og internationale flishugger-marked.