Ny Samson gyllenedfælder, der er udviklet til optimal udnyttelse af gyllens gødningsværdi via skånsom nedfældning i flere afgrødetyper og jordbundsforhold.
Samson Agro A/S har tilføjet endnu en gyllenedfælder til redskabsprogrammet – enkeltskærs-nedfælderen Samson TS. Den nye nedfælder tilbydes i to modeller med arbejdsbredderne Samson TS 8, 8 meter og Samson TS 12, 12 meter.
Nedfælderen er udviklet til Conservation Agriculture, No-Till og Strip-Till-dyrkningsprincipperne. De nye TS-nedfælder arbejder sammen med PG II-gyllevogne og SlurryMaster 8000-styring til både præcist, skånsom og intelligent gylleudbringning.
Med et smalt nedfælderskær, der åbner en rille for nedfældning af gyllen, tildeler Samson TS-nedfælderen næringsstofferne netop på det sted, hvor planterne bedst kan optage dem uden at jorden brydes og arbejdes op som ved traditionel nedfældning.
Udviklet til CA, No-Till og Strip-Till
- Det er efterhånden velkendt, at når planter tildeles næringsstoffer ved rodnettet i den rette mængde på det rigtige tidspunkt, så minimeres udslippet af klimaskadelige gasser. Sammen med ønsket om at reducere disse udslip via nedfældning af gylle vinder nye dyrkningsmetoderne som Conservation Agriculture, No-Till og Strip-Till frem i disse år. Samson TS har vi udviklet til brug indenfor netop disse principper, siger Niels Haubjerg, produktchef for gylleteknik hos Samson Agro.
Nedfælderen er opdelt i 1,0 meter brede sektioner, der hver især kan opereres individuelt via SlurryMaster 8000. Den individuelle kontrol med de 8 eller 12 meters sektioner bidrager til at over- og undergødskning undgås i overlapninger i kiler og ved markens ender.
Via variabel dosering kan Samson TS nedfælde de ønskede mængder næringsstoffer præcist via en automatiseret proces i samarbejde med et Isobus kompatibelt gps-system på basis af for eksempel udbyttekort fra forgangne år.
Begge dele bidrager til at øge udbyttepotentialet på grund af mere effektiv gødskning, men har også miljøbeskyttende fordele ved at reducere lokal overgødskning og tildele næringsstoffer afhængig af jorden såvel som planternes optagelsespotentiale.