Passion for præcision af det afsluttende anlægsarbejde

Det er både projekter med ridebaner, veje og belægninger, som Gaard Entreprenør & Graderservice, retter af og planerer ud med stor præcision. På bare to år har den passionerede entreprenør udvidet med såvel maskinpark som mandskab.

- Jeg er glad hver dag, når jeg kommer hjem. Det er det vigtigste, smiler 31-årige Jesper Gaard. Scania lastbilen er nu påmonteret et træk til den indkøbte anhænger, der nu sikrer, at alt grejet kan komme med rundt på en gang. Jesper Gaard er her i færd med at rette rotorlaseren, der er placeret udenfor ridebanen. Den nye grader gør det lettere og mere effektivt at udføre opgaverne, idet den både kan skråtstilles og flyttes ud til siden, så det er lettere at flytte materialet med den. På samtlige maskiner går firmanavnet igen flere steder – også indvendig i de sortmalede fælge.  Klargøring til belægning af fliser er blandt opgaverne i disse dage ved det nye Davidsen byggemarked i Svendborg.

- Jeg er glad hver dag, når jeg kommer hjem. Det er det vigtigste, smiler 31-årige Jesper Gaard, der med entreprenørfirmaet Gaard Entreprenør & Graderservice uden tvivl arbejder med det, han brænder for.

I lyset fra dagens første solstråler er Jesper Gaard denne tirsdag morgen i fuld gang med afretning af den eksisterende ridebane på Ravnholt Gods, der er idyllisk beliggende langs søen i de historiske rammer.

Der er ikke mange dage, der er ens med de varierende opgaver, der fylder ordrebogen. Antallet af faste samarbejdspartnere er øget og ikke mindst de mange trofaste kunder er mangedoblet, siden Jesper Gaard etablerede sig som selvstændig i juni 2020.

- Udover opgaver som anlæg og vedligehold af ridebaner og -haller, er det anlæg eller afretning af veje og stier, det er parkeringspladser, snerydning, dræn, bund til kunstgræsbaner og klargøring til belægning af fliser, der for eksempel også er blandt opgaverne i disse dage ved det nye Davidsen byggemarked i Svendborg, fortæller entreprenøren, der også af og til er på Sjælland for blandt andet at anlægge fodboldbaner.

- Vi kører over hele landet, understreger Jesper Gaard, der i sidste uge også har været på Samsø. 

Udskiftning i maskinparken

Det er nu to år siden, at Landbrug Fyn for første gang besøgte Jesper Gaard i færd med en opgave på et ridecenter ved Ringe. Dengang var den erfarne entreprenør, der har været i branchen siden han var 16 år, nyetableret som selvstændig med en maskinpark, der omfattede en afretter monteret på en New Holland TN95F. Desuden en Scania lastbil, der gjorde det muligt at transportere sættet rundt til kunder i hele landet.

Siden er næsten alt i maskinparken skiftet ud og udvidet. Kun Scania lastbilen er tilbage - nu påmonteret et træk til den indkøbte anhænger, der nu sikrer, at alt grejet kan komme med rundt på en gang.

- Det gamle maskineri kunne sikkert have kørt noget mere, men af hensyn til driftssikkerheden, kapaciteten og komforten for chaufføren, er der kommet nyt til i maskinparken, fortæller Jesper Gaard.

Den gamle New Holland TN95F blev i foråret 2021 skiftet ud med en Deutz-Fahr · 5110,4, mens en spritny grader blev hentet hjem fra Holland denne sommer.

 

Maskineri der virker

Den nye grader gør det lettere og mere effektivt at udføre opgaverne, idet den både kan skråtstilles og flyttes ud til siden, så det er lettere at flytte materialet med den. Desuden er den monteret med en kraftig opriver. Den gør det muligt at løsne sammenkørt eller ujævnt jord eller materiale, hvorefter det er lettere og hurtigere at udføre en præcis planering af en vej eller bane.

- Den her grader kommer tættest på at kunne alt det, jeg drømte om, lyder det fra Jesper Gaard, der påpeger, at han fik producenten i Holland til at bygge graderen op, lidt som han gerne ville have det.

- Så skal man ikke længere sidde i mange timer og irritere sig over, at tingene ikke kan det, som man egentlig gerne vil have dem til, forklarer entreprenøren videre, og bemærker, at det nye sæt også er monteret med 2D laser, ultralyd samt 3D GPS og totalstation.

Ifølge Jesper Gaard er der tale om en god opsætning af maskinen og det er med nogle gode dæk, der ikke trykker for meget. Der skal kunne køres steder, hvor man helst ikke skal kunne se, at de har været.

- Det er kun sjovt at få bygget en maskine, så det virker – og så må det også gerne være lidt lækkert at se på, smiler entreprenøren, der på samtlige maskiner har firmanavnet til at gå igen flere steder – også indvendig i de sortmalede fælge. 

Det er desuden også vigtigt for Jesper Gaard, at maskinerne er rene, når de kommer ud til nye projekter. Det skal se ordentligt ud, og der skal være styr på tingene.

 

Ekstra grej og ekstra mandskab

Udover traktor og grader er der også investeret i en Terex TL100 6 tons gummiged og en Hamm HD10 2 tons tromle.

- Gummigeden og tromlen er købt brugt. Vi bruger det jo en del. Nu kan vi hjælpe med det hele – også lægge materialer ud. Det gælder også, når vi anlægger ridebaner og -haller, fortæller Jesper Gaard, der ellers løbende har lejet tromle og gummiged eller ladet andre om opgaven med at fordele materialerne, inden han kom med graderen.

Nyt er det også, at Jesper Gaard har ansat en medarbejder, der kan hjælpe med forefaldende opgaver og til maskinførerudlejning til andre entreprenørvirksomheder, som der lige står og mangler en mand.

- Det fungerer rigtig fint, lyder det fra Jesper Gaard, imens han retter rotorlaseren til, der er placeret udenfor ridebanen.

Han påpeger videre, at ingen ved, hvad tiden bringer.

- Fire-fem ansatte vil jeg da gerne op på, men det skal heller ikke være større, end jeg selv skal køre. Det skal gerne være manden folk ringer efter, understreger entreprenøren, der ser stor værdi i omtalen kunderne imellem.

Et pænt stykke arbejde

Jesper Gaard lægger ikke skjul på, at han sætter en ære i at udføre en god service og et godt stykke arbejde.

- Det er jo den sidste finish, det øverste lag, der er afgørende for, hvordan det endelige resultat i et anlægsarbejde kommer til at se ud, som vi udfører, lyder det fra entreprenøren, der lægger vægt på at aflevere ethvert projekt med en præcision og omhyggelighed, så man knap kan se, at der netop har kørt en maskine.

Den vedholdende nøjagtighed i arbejdets udførsel gælder også selvom der yderligere skal et efterfølgende lag eller to på. For eksempel for hvert af lagene beton-tegl, stenmel og toplag på en ridebane.

Jesper Gaard påpeger, at han selvfølgelig lærer noget nyt hver dag.

- Der vil altid være nogle ting, som vi gør igen og andet vi ikke gør igen. Sådan vil det være, lige fra man starter ung og uerfaren. Jeg prøver så vidt muligt at få tingene løst efter kundernes ønsker. 

- Jeg kører for en god kundekreds, og folk er glade og tilfredse. Så er jeg også glad. Vi er bare nødt til at gå ind i det 100 procent, for når vi har maskinerne, så skal de også køre, understreger Jesper Gaard, inden han igen hopper på traktoren.

Læs også