Vi nærmer os slutningen af de tre forårsmåneder, og den seneste tid har budt på masser af sol og masser af tørke. Naturen tørster efter regn, og man begynder at kunne se på planterne, at de mistrives med den manglende nedbør.
Hvis man ikke går op i den slags, så er vejret fint og smager dejligt af sommer. Sommer er lig med strandtid for mange af os. Vi nyder havet, solen og de danske kyster. På stranden vokser andre og mere hårdfør planter, end dem vi ser hjemme i haven. En af dem er strandkålen.
Strandkål er en stor busket plante, der er 30 til 75 centimeter høj og har grågrønne blade. Planten kan næsten ligne broccoli, inden den springer ud. Den er almindelig ved vores sandede og stenede kyster, på nær i Nord- og Vestjylland. I juni og juli blomstrer strandkålen med fine hvide blomster.
Plantens frø ligger i kuglerunde såkaldte »skulper«, der både kan trille på stranden og flyde med havet. På den måde kan strandkålen sprede sig, både lokalt på stranden, men også til andre kyster. Man kan også så dem i haven. Et godt tip er at give frøene et klem med nøddeknækkeren, så spirer de bedre.
De seneste års øgede opmærksomhed på biodiversitet og udendørs oplevelser har fået mange ud at sanke – altså samle mad i naturen. Det er ofte skovenes svampe, som folk kaster sig over, men der er også sankemuligheder andre steder.
Ved kysterne vokser blandt andet havtorn, hyben og denne uges art i fokus. Strandkål er nemlig spiselig, og smagen minder om asparges, ærter og kål. Smagen og strukturen udvikler sig i løbet af sæsonen, og de fleste synes, at den smager bedst lige i denne tid.
Der er et hav af anvendelsesmuligheder at finde på nettet – for eksempel stuvninger, supper og salater. Hvis man vil høste strandkål, så vær nænsom og tag helst kun et par blade fra hver plante. God høst.