Myllerup Entreprenør A/S: - Vi skal ud at finde flere medarbejdere

Hos Myllerup Entreprenør i Myllerup nord for Assens er der behov for flere kollegaer til medarbejderne i en virksomhed, der med årene har skærpet opmærksomheden på den enkelte medarbejder og vigtigheden af fleksible arbejdsforhold.

Rasmus Hindsgaul har været ansat hos Myllerup Entreprenør i seks år. Han vægter virksomhedens frihed under ansvar og fleksibilitet højt. Niels Christian Hansen er værkstedsleder hos Myllerup Entreprenør A/S. - Jeg har planer om at arbejde så længe, jeg overhovedet kan, lyder det fra den 59-årige værkstedsleder. Fotos: Henriette Lemvig Ejerkredsen bag Myllerup Entreprenør A/S: Rasmus West, Ole West Hansen, Ib Hansen og Simon West Hansen. Privatfoto

Myllerup Entreprenør har netop åbnet en lokal grusgrav, hvor de årligt kan hente 25.000 kubikmeter grus.

- Det gør vi for at have en lettere og kortere adgang til det grus, som vi benytter i vores arbejde, forklarer ejerne og henviser til, at det derfor også bliver langt mere bæredygtigt.

- I vores arbejde skal vi mange gange bruge materiale fra grusgrave, og der er ingen lige i nærheden. Vi skal køre langt i dag, og det er ikke hensigtsmæssigt og bæredygtigt i forhold til CO2 beregningerne.

- Modsat de fleste andre påtænkte grusgrave, vil vi gerne åbne en grusgrav, der er her i mange år og hvor antallet af lastbiler, der kører dertil og fra i døgnet, holdes meget lavt. Vi regner med under en håndfuld lastbiler i døgnet, fortæller virksomheden, der indtil videre har fået tilladelse til at grave fra grusgraven i 10 år, hvor også lokale kan blive serviceret og hente et lille læs grus, hvis behov.

Behov for nye kollegaer

Åbningen af den lokale grusgrav er en af årsagerne til, at der skal ansættes flere folk.

- Vi har travlt og mange opgaver, ligesom der nu også skal bruges folk i grusgraven. Det er meget positivt, og vi glædes over at skulle finde nye kollegaer.

Ejerne påpeger, at en af de nyansatte inden for kortere tid, skal kunne overtage de spuleopgaver, som hidtil er udført af forskellige medarbejdere samt af en af ejerne, der nærmer sig pensionsalderen.

- Han er ved at nå en alder, hvor han godt kan tillade sig at drosle lidt ned, så vi skal have fundet en, der forhåbentlig vil nyde arbejdet, som han gør. Og vil man gerne ind over flere områder, er der også mulighed for det. Vi er en fleksibel arbejdsplads, der gerne vil samle på gode, tilfredse medarbejdere.

Fleksibelt arbejde

- I Myllerup Entreprenør forsøger vi at lave nogle gode fleksible arbejdspladser, siger medejer, Rasmus West.

- Er man nervøs for, at arbejdet bliver for ensformigt, er vi meget åbne for, at man er med rundt over det hele. Og har man brug for vilkår, vi ikke lige kan tilbyde, ja så tager vi en snak om det, og finder højst sandsynligt en ordning, der er tilfredsstillende for alle parter.

- Det skal være sjovt at gå på arbejde, og for at det skal være det, skal man selvfølgelig stilles opgaver, man er god til, og som man gerne vil lave sammen med kollegaer, man nyder at være sammen med. Men det skal også fungere på hjemmefronten. Det er vi meget opmærksomme på.

Myllerup Entreprenør A/S har i dag 28 ansatte heraf to i flexjob-ordning. Inden for den nærmeste fremtid skal der ansættes i hvert fald 2 til 3 nye medarbejdere. En til at klare spuleopgaver, en eller to til beton arbejde og en eller to rørlæggere.

Rasmus West understreger, at så længe lysten og evnerne er der hos en medarbejder, så skal Myllerup Entreprenør nok forestå den nødvendige oplæring.

Niels Christian er kommet på den rette hylde

I værkstedet hos Myllerup Entreprenør A/S huserer Niels Christian Hansen.

- Jeg har planer om at arbejde så længe, jeg overhovedet kan, lyder det fra den 59-årige værkstedsleder.

Niels Christian Hansen har en fortid som selvstændig landmand med egen planteavl. Det er nu droslet ned til et fritidsbrug med 60 hektar.

- Jeg har været ansat i godt to år, og jeg føler, at jeg er kommet ind på den helt rigtige hylde. Jeg har ansvar for, at alle maskiner virker. Tingene skal kunne køre, så jeg sørger for reparation og vedligeholdelse, siger han.

Værkstedet skal helt op at køre

Niels Christian Hansen fortæller, at værkstedet er blevet opgraderet efter, at han er blevet ansat.

- Jeg syntes, værkstedet trængte til en overhaling. Og det har jeg fået lov til at give det. Der stilles ikke spørgsmål til, hvordan jeg gør det. Det er frihed under ansvar, og tillid til, at jeg ved, hvad jeg laver. Det gør arbejdet meget tilfredsstillende, og jeg er meget glad for at være her.

- Vi har det godt kollegaerne imellem og sammen med ledelsen.

Afvekslende opgaver

Niels Christian Hansen fremhæver, at man ikke skal tøve med at sige ja-tak, hvis man bliver tilbudt job hos Myllerup Entreprenør.

- Har man lyst til det, er der mange forskellige arbejdsmuligheder inden for firmaet. Opgaverne er afvekslende og udfordrende, så hverdagene bliver ikke ensformige.

- Derudover nyder jeg, at firmaet - for mig - har en helt tilpas størrelse. Vi er store nok til, at der er mange nye spændende opgaver, men heller ikke større, end at alle kender alle, og vi undgår kliker og grupper blandt kollegaerne.

- Her er der plads til, at jeg først og fremmest er far

31- årige Rasmus Hindsgaul har været ansat hos Myllerup Entreprenør i seks år.

- Jeg står for egne større projekter, og er ham, der har ansvar for, at opgaverne bliver udført ude på pladsen. Derudover har jeg rørlæggeruddannelsen, som jeg tog allerede inden for det første år her hos Myllerup, og så kører jeg gerne gravemaskinen, hvis det er nødvendigt. En form for blæksprutte, der træder til, hvor det er nødvendigt, siger Rasmus Hindsgaul til spørgsmålet om, hvilke opgaver, han forestår hos Myllerup Entreprenør.

Frihed under ansvar

Hvorfor han har arbejdet der i seks år, og ikke har skænket en tanke at søge andre steder, kan han også svare på uden den store betænkningstid:

- Det første, der falder mig ind, er frihed under ansvar, siger han.

- Der er sat en retning og en plan. Hvordan jeg løser den, finder jeg stort set selv ud af. Det er motiverende og meget fleksibelt og gør, at jeg kan vælge at have lange arbejdsdage, de dage, hvor det passer med familien, og møde tidligt de dage, hvor jeg skal hente vores to piger fra børnehave.

Fri til landbrugets spidsbelastninger

- Derudover driver jeg også et mindre landbrug, som der skal prioriteres tid til. Også det er der fuld forståelse for fra ejerkredsen. De ved godt, at når der skal sås, så skal der sås. Når der skal høstes, så skal der høstes, og derfor har vi en aftale om, at jeg har en fire dages uge, når der er spidsbelastninger i landbruget, hvor jeg møder tidligere end ellers, og når der så er stille i marken i vinterhalvåret, ja så kan jeg give den en skalle og tage ekstra lange arbejdsdage.

- At jeg har den frihed gør, at jeg stadig kan passe mit hobbylandbrug og ikke mindst, også stadig være der for min familie og være en god far for vores to piger. Hvilket jo selvfølgelig er helt afgørende for, at jeg kommer glad på arbejde, og er klar til en spændende og udfordrende dag.

Læs også