Høsten af økologisk foderkorn i Danmark i 2024 forventes at være mindre end det forventede forbrug, lyder det fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug.
Med udsigt til et mindre udbytte i vårsæden samt en forventning om, at en del af vårsæden bliver brugt til helsæd på malkekvægsbedrifterne, som erstatning for et mindre udbytte i majsen, vil der i 2024 være et underskud af økologisk foderkorn i Danmark.
Det vurderer Innovationscenter for Økologisk Landbrug på sin hjemmeside.
- Arealet med økologisk korn er faldet med knap 9 procent mellem 2022 og 2024. I 2024 er der godt 80.000 hektar med økologisk korn. I beregningerne er det estimeret, at på knap 1/3 af arealet dyrkes korn til konsum og fremavl, hedder det fra centret, der har regnet på forskellige scenarier. Alle kredser om en udbyttenedgang på 25 procent.
Stabile priser på økologiske afgrøder – men raps er faldet
Forbehold
Det er ikke medtaget i beregningerne, at korn, der ikke lever op til kvalitetskravene til konsum og fremavl, vil blive brugt til foder, fremgår det.
Der er heller ikke i beregningerne taget højde for, at overgangsbeholdninger af økologisk foderkorn hos de danske grovvareselskaber kan være med til at udjævne forskelle mellem år.
Desuden er beregningerne foretaget på danske arealer og husdyr, men der sker som bekendt en livlig handel med økologisk foderkorn på tværs af landegrænser.