Messerschmidt: Klar til at se på 70 procents mål

Hvis Danmark skal nå målet om at sænke CO2-udledningen med 70 procent, må det være et krav, at man ikke sender tusindvis af arbejdspladser ud af landet, siger DF's formand Morten Messerschmidt.

Det er blevet kaldt en umulig opgave for Svarer-udvalget at vise vejen frem mod, at landbruget vil kunne bidrage til, at Danmark når klimamålene med en reducering af udledningerne på 70 procent i 2030 og en status som klimaneutral i 2050.

Det skyldes ikke mindst, at den opgave, som udvalget fik, også indebærer, at en afgift på landbruget ikke må gå ud over beskæftigelsen og landbrugets konkurrenceevne.

Mandag var økonomiminister Stephanie Lose på besøg ved Kvægkongressen i Herning, hvor hun ikke ville lægge sig fast på, om landbruget i fremtiden skulle have det samme antal arbejdspladser som nu.

- Dansk landbrug vil ændre sig, og det vil de også gøre fremadrettet. Derfor kommer vi ikke til at kunne se en situation, hvor der om fem år er præcis det samme antal arbejdspladser, som der er i dag, sagde Stephanie Lose og fortsatte:

- Så på den måde er tingene ikke støbt i beton. Men det er ikke målet med en CO2-afgift, at den bare skal flytte arbejdspladser ud over landet, sagde økonomiministeren.

Hun tilføjede, at hun i forhold til spørgsmålet om arbejdspladserne henviste til det nuværende regeringsgrundlag, der slår fast, at klimamålet er en reducering på 70 procent i 2030.

Stort fokus på arbejdspladser

Men det mål bør være op til forhandling, mener formand i Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt.

I DR's politiske podcast Slotsholmen fortæller DF-lederen, at Svarer-rapporten ikke lever op til målene om at bevare beskæftigelsen i landbruget. Det kan få betydning i forhold til DF's støtte til 70 procents målet i klimaloven, som partiet er en del af.

- Det der står først i klimaloven, det er, at man skal nå målet på 70 procent uden at skade den danske konkurrenceevne. Uden at det koster arbejdspladser. Og hvis vi kan nå 70 procents målet uden at folk bliver arbejdsløse, så er 70 procent fint, siger han og fortsætter:

- Der er bare noget der tyder på, og det er også det, vi kan se i den her Svarer-rapport, at uanset hvilken model man vælger, så ryger der tusindvis af arbejdspladser ud af Danmark. Og der er det, vi siger, jamen, så lever de jo ikke op til det, vi har aftalt. Og så må vi da tale om, at det skal være 65 eller 60, eller om man skal satse på den teknologiske udvikling, lyder det fra Morten Messerschmidt.

Han tilføjer dog, at hvis deltagerne i den grønne trepart kan nå til enighed om en aftale i løbet af forårets forhandlingsforløb, så er Dansk Folkeparti villig til at støtte op om en sådan, når politikerne på Christiansborg senere på året skal forhandle en endelig aftale på plads.

Læs også