Ifølge et tysk studie fungerer 30 procent af drikkevandsforsyningen hos grise ikke så godt, at dyrenes minimumsbehov for drikkevand bliver opfyldt. Billedet er med al sandsynlighed det samme i Danmark, påpeger dyrlæge.
- Vand er så vanvittigt vigtigt for grise.
Sådan lyder det fra dyrlæge Trine Christner Månsson, LVK.
Hun peger på, at ligesom mennesker kan klare sig i længere tid uden mad end uden vand, så kan grise også klare sig længere uden foder end uden vand.
Pattegrise har behov for 1-2 liter vand om dagen, og fravænnede grise drikker 1-5 liter. Voksende grise fra 15 til 45 kg drikker dagligt 4-8 liter vand, og slagtesvin har behov for imellem 12 og 20 liter vand om dagen.