Med 2024 i bakspejlet har man hos Arla Foods samlet en top fem-liste over de madvarer, der hittede allermest på de sociale medier, samt hvilke retter fra selskabets opskriftssamling, der blev mest søgt på i året der gik.
2024 har været et år, hvor sociale medier som TikTok og Instagram har haft stor indflydelse på vores madvaner.
Fra kreative opskrifter til genopdagelse af klassikere – de virale madtrends har inspireret millioner af mennesker til at prøve nye kombinationer i køkkenet. I Arla har man fulgt udviklingen tæt, og givet sit bud på de fem mest populære madtrends i 2024.
5. Gamle opskrifter får nyt liv
Personlige opskrifter fra en række influencers’ familier hitter. TikTok-stjernen Anna Pauls tyrkiske pastaret og influencer-parret Erica & Morgans russiske kandiserede tranebær er eksempler på, hvordan traditionelle opskrifter kan få nyt liv og blive moderne hits.
Det er de i den grad blevet og derfor er denne trend også at se på top fem-listen over de mest populære madtrends i 2024.
4. Den ydmyge agurk får sin tid i solen
Den simple agurk blev i 2024 en global sensation, da influenceren Logan Moffitt delte sin opskrift på marinerede agurker. Agurker blev skåret i skiver, marineret med smagsgivere og rystet sammen. Agurken blev endda så populær, at man i 2024 på Island oplevede, at der blev meldt udsolgt af agurker.
Agurken er i den grad gået viralt, og derfor er den at finde på 4. pladsen over de mest populære madtrends i 2024.
Hos Arla har man selv eksperimenteret med trenden og udviklet versioner med hytteost, græsk yoghurt og endda en juleudgave med æble.
3. Hakket er det nye sort
2024 var året, som startede med en bølge af hakkede retter. Først kom den virale »chopped salad« – og hurtigt fulgte »chopped sandwich«, hvor alt hakkes og samles i en sandwich.
Derfor er såkaldt »chopped food« på en 3. plads over de største madtrends i 2024.
I Arla har man haft stor succes med selskabets opskrift på chopped bagel-version med flødeost, laks, agurk og kapers. En opskrift, der har fået næsten 1 million visninger på Instagram.
2. Kartofler er tilbage på mode
På 2. pladsen over de mest sete madtrends i det forgangne år, er det slået fast, at kartoflen igen er i rampelyset.
Den klassiske rodfrugt har fået nyt liv med innovative opskrifter som kartoffelwraps og smashed kartoffeltærte.
Smashed potatoes, der bages sprøde, har været populære i flere år, men i 2024 har vi set dem videreudviklet til crispy kartoffelsalater og tærtebunde.
1. Hytteosten hitter
På en 1. plads over de mest populære madtrends, som man har observeret i Arla i 2024, er hytteosten at finde. 2024 var nemlig året, hvor hytteost blev en favorit verden over.
Næsten 3 millioner mennesker søgte efter Arlas opskrift på hytteost-fladbrød. Hasttagget »Cottagecheese« er blevet brugt mere end 630.000 gange på Instagram.
Hytteost-dip, fladbrød lavet på hytteost og opskrifter som boller, vafler og endda is har taget verden med storm. Med sin cremede konsistens og høje proteinindhold er hytteosten blevet en favorit på sociale medier og i køkkenerne.
Andelsmejeri investerer tocifret millionbeløb i hytteost