Omkring 300 personer mødte tirsdag eftermiddag op til andelshavermøde på Bygholm for at debattere slagteriselskabets fremtid. Arrangørerne kalder mødet en succes, og vil nu arbejde videre med planer, de håber kan reformere og modernisere slagteriet.
Noget skal ske i Danish Crown. Det mener en initiativgruppe af andelshavere, som tirsdag eftermiddag stod bag et stormøde om slagteriets fremtid på Bygholm Landbrugsskole ved Horsens.
Omkring 300 andelshavere, som ifølge arrangørerne leverer cirka 5 millioner slagtesvin til andelsslagteriet, mødte op. Og efter mødet var det et par tilfredse arrangører i form af Peter Kjær Knudsen og Mads Rauff-Bjerre, der kunne gøre en lynstatus.